HG 290 Andreas B: Kystfiskeriet har været en blandet omgang

Mikael Borup gør status på kystfiskeriet fra sin garnbåd HG 290 Andreas B.
af Svend Boye Thomsen
02 jan 2023

Forårsfiskeriet efter søer og tunger var godt. Fiskeriet efter rødspætter var skidt. Og fiskeriet efter krabber blev en blandet omgang.

Det er status på kystfiskeriet i 2022 for Mikael Borup, der har garnbåden HG 290 Andreas B. i Hirtshals.

- Priserne har været fantastiske på al fisk, men jeg havde håbet at fange nogle flere rødspætter. Den del af fiskeriet var meget skidt, for de kom slet ikke ind til kysten i år. Krabbefiskeriet var godt, mens det stod på, men det gik i sig selv igen, for de blev hurtigt bløde, siger han.

Mikael Borup ser til gengæld frem til at få mulighed for at fange nogle flere torsk i 2023, hvor kvoten hæves markant.

Han fisker på den såkaldte MAF-ordning, hvor fiskerne kvartalsvis tildeles en ration, de må fiske. Han er derfor spændt på, hvordan torskekvoten fordeles på de fire kvartaler i det nye år.

- Én ting er, at vi får en stor kvote. Noget andet er, hvordan den forvaltes. Vi får dem tit i tredje og fjerde kvartal, men vi vil hellere have dem i første og fjerde kvartal, hvor det er nemmest af fange dem, fordi vandet er koldt, siger Mikael Borup.

Han konstaterer, at der ikke har været mange positive nyheder for fiskeriet generelt i 2022.

- Hvis elles kvoterne forvaltes fornuftigt, så må man gå ud fra, at vi nu kan få lidt medvind i fiskeriet. For det ser trods alt ud til, at de (biologerne og politikerne, red.) har fundet ud af, at det vi oplever, også afspejler virkeligheden – at det er rigtigt, at der ér mange torsk derude, siger Mikael Borup.

Flere Nyheder