RS 73 Annika: – Der har været fint med hummere

Priserne på hummer gør, at det kan betale sig for Kim Lykke Petersen at sejle langt ud efter skaldyrene, hvis vejret tillader det

Det er ikke nemt at være kystfisker ved Kattegat, medmindre man er glad for at dele sine fangster med den lokale bestand af sæler. Kim Lykke Petersen er kystfisker i det område, og han har også den anden udfordring, at han har paneler i sit trawl og ikke motorkraft nok til at holde fisk inde i posen. Derfor har den østjyske fisker valgt at satse på hummerfiskeriet for en periode.

– Der har været fint med hummere, men problemet er bare, at jeg skal sejle langt for at fange dem. Det bliver omkring fire til seks timer pr vej for at fange hummere, og det er hårdt, når man er alene ombord, lyder det fra Kim Lykke Petersen.

Fiskeren fra Bønnerup Strand fisker pt. ude ved Store Middelgrund mellem Anholt og Gilleleje, da der ikke er hummere kystnært, de kommer først senere på sæsonen.

– En af ulemperne ved, at jeg skal helt derud for at fiske er, at vejret skal være helt stille. Men der er til gengæld gode forekomster af hummer, jeg har bare ikke nok fiskedage pga. vejret, fortæller han og fortsætter:

– Forleden nat fik jeg kun 55 kilo hummer, men det var fordi jeg rykkede mit trawl i stykker på sidste træk. Ellers har der været mellem 80 og 100 kilo på en fangstrejse, hvilket jeg ikke er utilfreds med. Der var en dag, hvor jeg havde 150 kilo med ind, men det var for to nætter.

Priserne på hummer gør også, at det kan betale sig for Kim Lykke Petersen at sejle langt ud efter skaldyrene, hvis vejret tillader det.

– Jeg har fået 104 kroner kiloet for hummerne, men de er også store og fine. Det er priserne ved Bønnerup Fisk. Derudover sælger jeg også fra båden, der tager jeg 150 kroner kiloet. Jeg sætter stor pris på mine kunder og bliver altid så glad, når de står klar på kajen med deres spande for at hente dagens friskfangede fisk og jomfruhummer. Det er et stort arbejde at holde kajsalget kørende, da det starter over RS 73 Annikas Facebookside, men der er stor hjælp fra min søde kone Vita, uden hende kunne jeg holde forretningen flydende, fortæller Kim Lykke Petersen.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...