Gode forårsfede rødspætter

Der er ikke så meget mængde i øjeblikket. Men det er gode, fede rødspætter og priserne er gode
af Claus Kirkegaard
14 May 2019

Trawleren S 60 Margith ligger nord for Skagen og er i gang med dagens andet træk efter rødspætter. Og det har været en god dag indtil videre, mener skipper.

- I første træk var der 4 kasser - mest rødspætter. Og det er nogle gode forårsrødspætter, der er godt fede. Så jeg er ganske godt tilfreds med, hvordan dagens første træk forløb. Lige nu er jeg så i gang med dagens andet træk, og så er det meningen, at jeg sejler ind for at losse i Skagen, så jeg er inde omkring spisetid. Men man kan jo aldrig helt vide det, siger Martin Hansen, som også beretter om, at rødspætterne er lidt svære at finde lige for tiden, men at priserne er gode.

- Det er fine priser, jeg får på auktionen i øjeblikket. Men det hænger selvfølgelig også sammen med, at der er så få rødspætter for tiden, siger han.

Selv om det er rationsfiskeri, så regner Martin Hansen ikke med, at han fanger hele rationen i dette kvartal.

- Jeg tror rationen ligger omkring 2.000 kg. i kvartalet. Men det når jeg slet ikke i nærheden af, hvis det fortsætter sådan her. Men det er egentlig også fint, når jeg kan fange lidt færre rødspætter og få samme betaling. Jeg renser selv rødspætterne, når der ikke bliver fanget flere, end tilfældet er, siger han.

Det er ikke Martin Hansens eget fartøj, men det er dog i familien.

- Det er min fars fartøj. Jeg har lige erhvervet min tilladelse til at fiske som bierhvervsfisker. Og så er det jo en god måde at komme i gang på. Det er jo dyrt ellers, hvis man skal ud og købe fartøj og kvoter, siger Martin Hansen.

Hans far, Peter Hansen, har haft fartøjet siden 1984.

- Han har selv bygget den, og når den bare ligger der, og man lige skal ned i havnen og dreje nøglen, så er det lettere. Og for mig er det stadig bare for sjov, fiskeriet, siger Martin Hansen.

Flere Nyheder