HM 323 Ralima ser frem til aprils rødspætter

Som altid går det sløjt med snurrevod i vinteren, men det lysner snart
af Claus Kirkegaard
08 mar 2019

Snurrevodskutteren HM 323 Ralima ligger 10-12 sømil vest for Hirtshals og er netop gået i gang med dagens sidste træk. Skipper René Schoernert Michaelsen fortæller, at det har været et skidt fiskeri her i starten af året - men det er ikke noget, de ikke har set før.

- Vintersæsonen er altid stille, når vi fisker med snurrevod, så det er vi sådan set vant til. Vi kan så se frem til 1. april, hvor det begynder at blive bedre, siger skipper, som fisker efter rødspætter.

- Vi har haft to træk i dag, som har givet omkring 500 kg. rødspætter. Og det er et meget rent fiskeri, når det er med snurrevod, siger René Schoernert Michaelsen.

Det er meningen, at besætningen på tre mand holder weekend, når de er kommet i havn og har landet fisken senere i aften.

- Vi er lige nu i gang med dagens tredje træk, som nok også bliver det sidste. Så sejler vi ind til Hirtshals, hvor jeg regner med, at vi er omkring kl. 18 i aften. Og når det hele er ordnet og klargjort, så fisken kan komme på auktionen i morgen tidlig, så holder vi weekend, lyder det fra René Schoernert Michaelsen.

Fiskeriet foregår for langt størstedelen i Skagerrak, og de lander fisken både i Hirtshals og Hanstholm.

- Lige nu ligger vi her ud for Hirtshals og fisker, og så er det lettere for os at lande fisken i Hirtshals. Og lige nu er der også en lidt højere pris på de store rødspætter i Hirtshals i forhold til Hanstholm, hvorimod de små rødspætter er samme pris, siger René Schoernert Michaelsen, som fortæller, at de lander mest i Hirtshals, på trods af, at de er hjemhørende i Hanstholm.

- Vi fisker i Skagerrak det meste af året, og lander der, hvor det er tættest på, hvor vi fisker. Og det er oftest i Hirtshals, siger René Schoernert Michaelsen, som er fast skipper om bord på HM 323 Ralima.

 

 

 

Flere Nyheder