I år skal der drives godt købmandskab

I januar har vejret spændt ben for HG 236 Milton. Men så bruges tiden til at planlægge årets fiskeri
af Helle Kristensen
27 jan 2020

- Der er ikke så meget at fortælle om fiskeriet, andet end at det stort set har stået stille siden årsskiftet, siger Jan Milton Woller fra Hirtshals om sit fiskeri.

Fiskeskipperen fra Hirtshals havde et par ture mellem jul og nytår, hvor han fangede masser af hummere til en god pris. I januar har han kun været på havet et par enkelte gange. Det har ikke været ordentligt havvejr.

- Når vejr og vind stiller sig an, sådan som det gør nu, så er der ikke andet at gøre end at vente på, at det bliver mere stabilt havvejr, siger Jan Woller, der derfor har brugt størstedelen af januar på at gennemgå sine grejer, så han er klar til fiskeri, når vejrforholdene igen tillader det.

- Det passer egentligt fint nok for mig at ligge inde, som forholdene er i år, siger fiskeskipper Jan Milton Woller, der forsøger at bevare den positive tilgang til fiskeriet, trods udfordringer.

- Vejr, vind og kvoter betyder, at vi skal tænke os om. Som fiskere har vi altid skullet formå at omstille os, og i år har januar artet sig sådan, at det ikke har været havvejr for os, der har de mindre konsumbåde. Så jeg sparer mine kvoter, indtil vi får nogle bedre vejrforhold, og så ser jeg frem til et forhåbentligt godt fiskeår, siger Jan Milton Woller, der bruger den ekstra tid på land til at forberede sig på det kommende fiskesæson og også blander sig lidt i fiskeripolitik, via hans post som næstformand i Hirtshals Fiskeriforening.

Trods udfordringerne ser han dog lyst på det kommende fiskeår.

- Med de kvoter vi har fået udstukket i år, så handler det om at drive godt købmandskab med sit fiskeri. Der er ingen tvivl om, at 2020 bliver et anderledes fiskeår, men nu skal vi bare i gang, og så skal vi have det bedste ud af det, siger kystfiskeren fra Hirtshals.

Flere Nyheder