Ikke mange havdage i år – men rimeligt fiskeri

Især de gode jomfruhummerpriser skaber højt humør på H 273 Montana
af Claus Kirkegaard
24 Jan 2019

Trawleren H 273 Montana har sat kursen mod Anholt fra Hundested, da Fiskeri Tidende får fat i skipper Jesper Mandsberg til en snak om fiskeriet. For skipper og den faste makker har der ikke været mange havdage i år, men når de endelig har været ude, har fiskeriet været til den gode side.

– Vejret har holdt os inde i havn flere dage i år, men vi har stadig mod på det, og vores fiskeri har da også været sådan, at vi har kunnet hive en dagsløn. Nu prøver vi i nat oppe omkring Anholt. Hvis det er godt nok, så bliver vi der, og ellers sejler vi nok længere nordpå op til Varberg, hvor vi så kan forsøge igen, siger Jesper Mandsberg.

Indtil videre i år har det som sagt været godt jomfruhummerfiskeri for H 273 Montana. Og det er priserne en af grundene til.

– De jomfruhummer, vi har fanget her i det sydlige Kattegat, har vi fået omkring 95 kroner kiloet for. Og så er halvandet hundrede kilo jomfruhummer med lidt blandet konsum fint nok for os. Så hvis vi får nogenlunde sådan en fangst i nat, så bliver vi hernede i det sydlige Kattegat, siger Jesper Mandsberg.

Skipper vil også gerne ind med en eventuel fangst til auktionen i morgen, fredag.

– Hvis vi skal have en god pris for jomfruhummer, skal de ind på auktionen i morgen. Står de først weekenden over, får vi ikke nær så meget for dem mandag morgen, fortæller han.

Skipper går i øjeblikket med overvejelser om at anskaffe et andet fartøj til sit fiskeri.

– Jeg er godt tilfreds med det fartøj, jeg har nu. Men jeg overvejer da at skifte til et lidt større fartøj, så vi for eksempel har mulighed for at gå i Skagerrak i lidt længere tid ad gangen. Der er ikke noget konkret på bedding endnu, men jeg går da så småt og kigger efter andet fartøj, lyder det fra skipper Jesper Mandsberg.

Flere Nyheder