Kanonpriser i forhold til årstiden

Højt humør på S 255 North Sea
af Claus Kirkegaard
08 feb 2019

Rejetrawleren S 255 North Sea ligger ved kaj i Skagen Havn, da Fiskeri Tidende får fat i skipper og partsejer Thomas Samuelsen til en snak om løst og fast inden for fiskeriet.

- Vi kom ind her til morgen, og lige nu ligger vi og skal have renset to petroleumstanke. Det regner jeg med, at vi er færdige med her til fyraften, så vi kan komme på havet igen, siger Thomas Samuelsen

Priserne på rejer er han ovenud tilfreds med i øjeblikket.

- Det er ufatteligt gode priser lige nu i forhold til årstiden. På den seneste afregning fik vi 178 kroner kiloet for de søkogte, som vi landede i Göteborg. Vi var inde og undersøge priserne i Smögen, hvor vi også plejer at lande rejerne, men de lå omkring 40 kroner under, så det blev til Göteborg, hvor der altså var kanonpriser, siger Thomas Samuelsen, som kan se tilbage på et rimeligt fiskeri den seneste uge.

- Det har været nogenlunde fiskeri. Ikke supergodt, men stadig tilfredsstillende for årstiden og omstændighederne. Der er mange nordmænd nede og fiske i det område, vi normalt fisker i inde i Skagerrak, og det siger sig selv, at der er mere pres på rejerne, når der pludselig er helt op til 15 fartøjer mere i området. Men vi kan da stadig fange de rå rejer og også til søkogte rejer, siger skipper.

Han går og glæder sig til sommeren 2020, og det er med god grund.

- Til juni næste år får vi vores nybygning. Og jeg glæder mig, som et barn om lørdagen glæder sig til lørdagsslik, siger Thomas Samuelsen, og fortæller, at for ham selv og Karl Arne Nielsen, som hver især ejer 50 procent af fartøjet, var der tale om en beregning, der gik mod et nyt fartøj.

- Det nuværende blev 50 år i november. Og der er store omkostninger ved vedligeholdelse. Desuden så koster det også penge at ligge stille, når noget skal laves. Så vi var enige om, at der skulle nyt til, siger skipper.

Flere Nyheder