Krabberne er en plage

Isefjorden er fyldt med krabber, så det er ikke til at fiske med garn i øjeblikket
af Claus Kirkegaard
05 Jul 2019

For fisker og formand for Lynæs Fiskeriforening, Hans Rasmussen, er der ikke noget at råbe hurra for i øjeblikket, når det gælder fiskeri. Ham og makkeren fisker normalt med garn i Isefjorden, og makkeren har da også været ude i dag, men det hele er fyldt med krabber, når de hiver garnene op.

- De krabber er en plage. De ødelægger alt. Og det vrimler med dem herinde i fjorden. For nogle år siden lavede Skaldyrcenteret nogle forsøg med at lave dem til foder, og der var efterspørgsel efter det, for de er fulde af proteiner, kalk og farvestof, så æggene bliver farvet. Men det blev for dyrt i forhold til det foder, de plejer at købe, og så kunne det ikke gå. Hverken for os eller for opdrætterne, siger Hans Rasmussen.

Der er så mange krabber, at formanden for Lynæs Fiskeriforening mener, der godt kunne blive en god forretning ud af det, hvis man begyndte at fiske målrettet efter dem. Det ville også have en anden positiv effekt.

- Hvis det lykkedes for os at finde en aftager, der vil betale penge for dem, så ville det kunne blive et godt fiskeri. Og det ville samtidig med afhjælpe faunaen i fjorden og langs kysten, hvis vi fiskede hårdt på dem og måske tog 500-1000 tons ud, siger Hans Rasmussen.

Hvis det havde været et normalt år, ville Hans Rasmussen og makkeren fiske efter skrubber og lidt pighvar i øjeblikket. Det må de dog droppe og så er gode råd dyre, når man også har en fast kundekreds til sin fiskebutik på havnen.

- Vi er nødt til at købe fisken udefra, så kunderne kan få lidt. Vi kunne måske godt fange lidt skrubber, men vi ville arbejde os selv ihjel med at fjerne alle de krabber, siger Hans Rasmussen.

Langs kysten mod Gilleleje er det samme problem.

- Der er nogen, der har prøvet med garn langs kysten mod Gilleleje. Men her er der også fyldt med krabber og ingen fisk, lyder det fra Hans Rasmussen.

Flere Nyheder