Sommerferien står for døren

De sidste jomfruhummer er fanget og sommerferien står for døren for mandskabet om bord på SG 92 Gi-Bri
af Claus Kirkegaard
26 jun 2020

Den står lige nu på fiskeri efter jomfruhummer i Kattegat - nøjagtig som det har gjort de foregående år lige op til sommerferien for den tre mand store besætning om bord på SG 92 Gi-Bri.

- Vi ligger i Hundested og fisker om natten omkring Anholt efter jomfruhummer. Og det er ikke noget problem at fange den ugentlige ration for os. Men der er ikke ret meget andet med. Hvis det er en god dag, så har vi måske et par kurve fladfisk med op også, siger Frank Theodorsen, der sammen med sin bror Thomas Theodorsen ejer fartøjet.

- Vi fanger mellem 300 og 400 kg. jomfruhummer hver nat, så vi holder fri om dagen, for der er mange jomfruhummer, så vi skal nok nå rationen, siger Frank Theodorsen.

Han glæder sig til at eksportmarkederne igen åbner op for fuld skrue.

- Lige nu ligger prisen på de store jomfruhummer mellem 40 og 50 kr. Og de skulle da gerne ligge oppe omkring 70-80 kr, mener han.

I år har de været i Kattegat lidt længere, end de normalt er.

- I den vestlige Østersø plejer fiskeriet efter torsk at være slut i april måned. Og så sejler vi gerne i område 24 for at fiske torsk. Men det har ikke kunnet lade sig gøre i år, hvor man kun måtte fiske torsk som bifangst, med op til 40 procent torsk. Og nu er det så helt lukket i det område, siger Frank Theodorsen, som undrer sig over, at man ikke må fiske i område 24 med bundslæbende redskaber.

- Vi må ikke fiske der, og garnfiskerne kan ikke fiske der på grund af sæler, siger han.

Når ugen er overstået, så går mandskabet på ferie i hele juli måned. Ganske som de plejer.

- Ja det gør vi hvert år. Vi plejer også at sejle fartøjet til Gilleleje for at få den bundmalet hos Peter Bisgaard. Han har stort set passet fartøjet, siden det blev bygget, så han kender det ud og ind, siger Frank Theodorsen.

Flere Nyheder