VE 234 Trine - Der er nærmest kun ål i vores bundgarn

Makkerparret Niels Peter Henriksen og Jens Henriksens bundgarnsfiskeri synger på sidste vers
af Claus Kirkegaard
12 nov 2020

For makkerparret Niels Peter Henriksen og Jens Henriksen, som samtidig er far og søn og 3. og 4. generation bundgarnsfiskere, er sæsonen for fiskeri med bundgarn i fuld gang.

- Vi sejler ud ved 6-tiden om morgenen fra vores bro ved Sønderskov ved Taulov. Så tømmer vi ruserne i de 23 bundgarn, vi har ude nu. Det er ålebundgarn, vi har i. Det vil sige, at der sidder ruser i, så vi kun behøver at tømme rusen. Det er efterhånden primært ål, vi får op, når vi fisker med bundgarn, siger Jens Henriksen. Når vi har røgtet alle ruserne, så har vi nok mellem 300 og 400 ål sammen med måske 10 kg. skrubber og 10 kg. blandet fisk. Så for os er det ålefiskeri lige nu, siger Jens Henriksen.

Desværre for de to går der ikke længe, før ålefiskeriet stopper. Hvilket også vil sige, at bundgarnsfiskeriet stopper.

- Der er stop for ålefiskeriet fra 1. december til 1. marts. Det betyder jo for os, at vi er nødt til at stoppe helt med at fiske, da det langt overvejende er ål, der går i vores bundgarn, siger Jens Henriksen.

Både ålen og fisken bliver landet lokalt, hvilket de to mener, giver bedst mening.

-  Vi har nogle lokale fiskehandlere, vi lander ål og fisk til. På den måde sparer vi omkostningerne til auktion, og ålen og fisken kan blive solgt frisk hurtigere. I forhold til priserne, så har vi aftaler med fiskehandlerne, som følger markedet, og det er noget, vi aftaler fra år til år, siger Jens Henriksen.

Når sæsonen for bundgarnsfiskeri er overstået, så har de en mindre snurrevodskutter, de fisker med.

- Det er primært i 1. halvår, vi fisker med snurrevodskutteren. Her fisker vi så efter rødspætter, siger Jens Henriksen, som også er gået i gang med noget helt nyt.

- Når vi tømmer ruserne i bundgarnene, så er der altid mange strandkrabber. Dem er vi nu begyndt at afsætte. Nogle går til agn til konksneglefiskeriet, mens der også er et forsøg i gang, hvor strandkrabber skal ud som konsum til forbrugerne, siger Jens Henriksen.

Læs mere om:

Flere Nyheder