Vi ser positivt på fiskeriet nu

Marts måned var ikke god, men der er tegn på, at det er ved at gå den rigtige vej.
af Claus Kirkegaard
09 apr 2019

Garnfartøjet E 325 Gitte Christina ligger ved kaj i Thorsminde tirsdag middag. Men det er meningen, at mandskabet sejler ud for at røgte garn senere tirsdag aften.

- Vi sejler her omkring midnat. Vi har sat 160 toggegarn, som vi skal ud og røgte - når vi kommer derud, har de stået omkring 2 døgn, og så håber vi, at der er godt med rødspætter og tunger i, lyder det fra skipper Thomas Holmboe Petersen, som nævner, at 200 garn er det maksimale, de kan have med ud.

Marts måned var ellers ikke god for skipper og mandskab, men nu er der ved at være tegn på, at det er ved at gå den rigtige vej.

- Vi havde hele marts måned med masser af vestenvind. Det fik vi ikke meget ud af. Men den seneste tur, vi var på, var da rimelig, så vi ser positivt på det. Det skal nok komme nu, fortæller skipper.

De har været nødsaget til at sætte garnene længere ude. Og det er der et par forskellige grunde til.

- Vi kan ikke fiske tæt under land, som vi jo helst ville. Der er mange krabber, og så er der også problemer med sælerne. Alle garnfiskere har problemer med sæler, siger Thomas Holmboe Petersen og kommer med et eksempel på, hvor meget sælerne tager fat:

- I kulsø-fiskeriet fik vi den ene gang 90 kulsøer med op, som var fine. Men der var også 46 skambidte kulsøer med i samme ombæring. Derfor har vi valgt at sætte garnene længere ude - så er der ikke helt de samme problemer, siger Thomas Holmboe Petersen.

Det med at være skipper og fartøjsejer, er noget forholdsvis nyt for Thomas Holmboe Petersen.

- Jeg købte båden midt i februar i år, så det er helt nyt for mig. Men nu satser vi på, at der bliver et godt fiskeri fremover. Priserne kan vi i hvert fald ikke klage over. De er gode hele vejen rundt, siger Thomas Holmboe Petersen.

Flere Nyheder