Ny kampagne for god hygiejne ved fangst og landing af fisk

Fra 1. juli og frem til udgangen af september vil Fiskeristyrelsens kontrollører kigge ekstra grundigt efter, om hygiejnereglerne overholdes

Fiskeristyrelsen oplever at hygiejneforholdene ved fangst og landinger af fisk i Danmark er forbedret meget over de senere år. Men der er også områder, hvor niveauet stadig kan blive bedre.

Fiskeristyrelsen kører derfor en kampagne med vejledning og særlige indsatsområder for kontrol fra 1. juli til september.

Under sommerens kampagne vil der som altid være fokus på, at fisken er renset og skyllet godt, at fisken ises og køles hurtigt, og at redskaber, beholdere og køretøjer til transport er rene og ikke kontaminerer fisken.

Som særlige indsatsområder vil man kontrollere køling af fisk, der landes med henblik på rensning i land, hygiejneforhold ved transport fra de små landingssteder, og om nedkøling sker hurtigst muligt på fangstrejser for de små og kystnære fartøjer.

Fiskeristyrelsen evaluerer kampagnen til oktober.