Østersfestival flytter fra Fanø til Rømø

Nu er det officielt. Enjoy Resorts på Rømø bliver vært for østers festival, der dermed får vokseværk
af Claus Kirkegaard
07 May 2019

Det blev officielt i sidste uge - østersfestivallen, som de seneste år er blevet afholdt på Fanø, flytter i år til Rømø. Enjoy Resorts skal huse festivallen, der i år bliver afholdt den 13. og 14. oktober, skriver Digeposten.

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) besøgte Enjoy Resorts i sidste uge for at byde den nye festival på Rømø velkommen - Danmarks Østersfestival.

- Hvorfor spiser vi ikke østers mere? Østers er blevet en eksklusiv spise, som mange aldrig har smagt. Vi er blevet fremmede over for vores omgivelser, men det er heldigvis ved at ændre sig igen. Vi er blevet bedre til at dyrke det nære, og med en festival som denne, kan vi skabe en større interesse for lokalområderne, sagde ministeren.

Flytningen af festivallen fra Fanø til Rømø betyder også, at det bliver en større festival. Og arrangørerne håber, at det giver flere danskere lyst til at spise østers.

- Danskerne bruger i gennemsnittet 15 minutter på at lave mad i hverdagen. Vi skal vise folk, at østers ikke behøver at være svære at tilberede, lød det fra Povl Lønberg, der er koordinator på Danmarks Østersfestival, ifølge Digeposten.

På festivalen får de besøgende også mulighed for at komme ud og sanke østers sammen med naturvejlederne fra Naturcenteret Tønnisgaard. Lige som der vil være smagsprøver af østers, som kokke fra hele landet har tilberedt.

Læs mere om:

Flere Nyheder