Stop udledning af afføring i Øresund

Danmarks Fiskeriforening kræver udledningen af spildevand i Øresund stoppet. Bare fordi det ryger ud i havet, forsvinder problemerne ikke

At udlede 290.000 kubikmeter spildevand direkte i Øresund er helt uhørt! Stop det nu – før det ødelægger fiskene!

Sådan lyder opråbet fra Danmarks Fiskeriforening, efter at det er kommet frem, at den såkaldte Lynetteledning, der normalt leder spildevandet fra en række nordsjællandske kommuner til et renseanlæg på Amager, skal efterses, og i stedet ledes spildevandet ud i Øresund fra søndag og fem dage frem. Arbejdet er dog nu udsat 24 timer.

– Som fiskere kan vi ikke acceptere, at man smider så store mængder ud i Øresund. Bare fordi vi smider problemerne ud i havet, så forsvinder de ikke, tværtimod! Menneskelig aktivitet på land påvirker i højere og højere grad havmiljøet, og det bliver unægtelig forværret med udledningen. Vi frygter, hvilke konsekvenser det vil få for fiskene. For det vil det, siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

 

Konsekvenser for fisk og fiskere

Ifølge selskaberne Novafoss og Hofor, der udleder materialet, drejer det sig om et tons fosfor, syv tons kvælstof og ca. 80 tons organisk materiale. Det vil være mekanisk renset, men både den biologiske og kemiske rensning er ikke sket.

Der vil bl.a. være risiko for algeopblomstring, ligesom havmiljøet lokalt langs kysten højst sandsynligt vil blive påvirket. Ved Øresund er der også flere garnfiskere, som fisker kystnært og sælger fisk direkte over kajen. De frygter konsekvenserne for deres fisk. For med udsigt til afføring i vandet, synes de ikke just attraktive, og hvem ved hvilken effekt udledningen vil få på lang sigt?

 

Bæredygtighed gælder også her

Samtidig undrer det fiskerne, at man overhovedet har givet tilladelse til at udlede spildevandet. Hvem er blevet hørt i sagen – og bygger vurderingen på et faktuelt grundlag og videnskabelig rådgivning?

– Fiskeriet begrænser man gerne uden dokumentation, mens kommunerne let kan få tilladelse til at skade havmiljøet. Hvor er proportionerne henne? Bæredygtighed er højt på den politiske dagsorden, og det bør det også være i denne sag, siger Svend-Erik Andersen.

Danmarks Fiskeriforening opfordrer både miljøminister Lea Wermelin og fiskeriminister Mogens Jensen til at gå ind i sagen.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...