’Årets unge fisker’ er kåret

Christian Schramm fra Rømø er netop blevet kåret som ’Årets unge fisker 2020’. Samtidig har et nyt hold erhvervsfiskere fået tildelt det ’Blå Bevis’

Normalt ville overrækkelsen af uddannelsesbeviser til nye erhvervsfiskere samt kåringen af ’Årets unge fisker’ blive fejret med pomp og pragt på Fiskeriskolen i Thyborøn. Men alt er desværre ikke, som det plejer, da COVID19 sætter sine begrænsninger for sociale sammenkomster. Ikke desto mindre er der stadig grund til at kippe med flaget og ønske stort tillykke til de unge mennesker, der netop har færdiggjort deres uddannelse på Fiskeriskolen.

– Jeg er imponeret over hver og en af de nye erhvervsfiskere. De kan godt være rigtig stolte af det arbejde, de hver dag udfører på havet. Den viden, de har med sig i bagagen, vil ikke alene sikre dem en god hyre, den giver dem også mulighed for at spille en vigtig rolle i fiskeriet. Med det ’Blå Bevis’ i bagagen, har de alle muligheder for at få sig et spændende arbejdsliv, hvad enten de vil være med til at videreudvikle dansk fiskeri eller læse videre til fx fiskeskipper på Skipperskolen. Vi ønsker dem alle stort tillykke med uddannelsen, og så vil vi glæde os til et gensyn, når de på et tidspunkt skal på kursus igen eller ønsker at bygge videre på deres uddannelse, lyder det fra afdelingschef Claus Henry Hansen fra Fiskeriskolen.

Prisen som ’Årets unge fisker’ tildeles en elev, der med kreativitet, flid og rettidig omhu bryder mønstret og etablerer sig i branchen, og som er til inspiration for andre unge. I år gik denne pris til Christian Schramm fra Rømø, der bl.a. fik følgende ord med på vejen fra sin skipper:

– Christian er ‘født til at blive skipper’. Han kommer med forslag til nye fiskepladser, tænker meget på sikkerheden og ser det ofte før andre. Han står op, når der bliver kaldt, er god til at bøde, kan lave mad, er dygtig til pakning og isning, så det der bliver losset er af høj kvalitet.

Også fra Fiskeriskolen lyder rosende ord:

– Under uddannelsen har vi lært Christian at kende som en rigtig god kollega, en glad ung mand, der både kan og vil. Han går altid i gang med opgaverne, og han udviser stor lyst og nysgerrighed på læringen. Han vil gerne lære så meget som muligt og blive så dygtig, han kan. Han har desuden været ambassadør for uddannelsen på vores sociale medier og på blivfisker.nu. Begge dele for at fortælle andre om det gode liv som fisker, om jagten på fangsten og det frie liv på havet.

Med den flotte titel som ’Årets unge fisker 2020’ følger et beløb på kr. 6.000 kr.

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...