Når det handler om at udvikle og sikre det kystnære fiskeri med skånsomme redskaber, så står politikerne nærmest i kø for at fortælle, hvorfor det er så vigtigt at sikre garnfiskeriet med bedre udviklingsvilkår. Men virkeligheden er altså knap så rosenrød for de få bundgarnsfiskere, der er tilbage i Danmark. For ikke alene skal de slås med sæl og skarv om fangsten, men de få unge fiskere, der ønsker at satse på bundgarnsfiskeriet, er udfordret af, at de ikke kan få lov at opkøbe en ålelicens.
Én af disse fiskere er Thomas Ditlevsen. Han fisker sammen med hans far ved Karrebæksminde på Sjælland. Og selvom Thomas Ditlevsen på 33 år er en dygtig fisker, der sammen med sin far driver et fornuftigt og rentabelt fiskeri, så er det langt fra sikkert, at han kan få lov at fortsætte med det. Hans far ejer nemlig den ålelicens, som skaber hele det økonomiske grundlag for deres fiskeri.
– Hvis min far pludselig skulle forsvinde, så er jeg virkelig på skideren, og så er jeg vist nødt til at se mig om efter et andet levebrød, lyder det bundærligt fra Thomas Ditlevsen.
Problemet er nemlig, at Thomas Ditlevsen ikke kan få lov at overtage sin fars ålelicens, og det spænder ben for et generationsskifte i deres virksomhed. For uden den vigtige ålelicens, er der ingen forretning.
Mærkningsordninger redder intet
Thomas Ditlevsen sælger fangsten af fisk og ål til opkøbere. Han har efterhånden fisket med bundgarn i mange år, og for ham er det lige så meget en passion, som det er et levebrød. Men uanset hvor meget han brænder for denne type fiskeri, så er der nødt til at være nogle fornuftige vilkår, der kan sikre økonomien i fiskeriet. Og netop derfor gør det ham enormt frustreret at se, at man ikke sørger for nogle rimelige vilkår til de få unge fiskere, der ønsker at komme ind i fiskeriet.
– Uanset hvor mange mærkningsordninger de så indfører, så redder det jo ingenting. Vi slås med skarv og sæler om fangsten, og et absurd regelsæt der nærmest er umuligt at finde hoved og hale i. Så det er jo ikke fordi, at der ikke er udfordringer nok, lyder det frustreret fra Thomas Ditlevsen.
På trods af udfordringerne vil han dog gerne satse på fremtiden som bundgarnsfisker – hvis bare han kan få lov at overtage sin fars ålelicens. For det er ålefangsten, der får det hele til at løbe rundt. Umiddelbart er hans skøn, at den indtægt ålefiskeriet giver i efteråret, står for 2/3 af deres samlede omsætning.
Men med de regler der er nu, er det ikke muligt for ham at købe sin fars licens.
Dystre udsigter
Og netop på grund af udfordringerne med overdragelse af ålelicenser spår Thomas Ditlevsen heller ikke bundgarnsfiskeriet en lys fremtid. Der er behov for ændringer i regelsættet.
– Hvem er det lige, der kan gå ned i banken og få et lån, når fremtidsudsigterne er, som de er. Det her er der jo ingen, der tør investere i. Er man heldig og have en licens til at fange ål, så gælder tilladelserne kun for et år ad gangen. Sidste år fik min far først den endelige tilladelse i august. Det er jo ikke en holdbar situation! Hvis man vil sikre det her fiskeri, så er man simpelthen nødt til at få en mere individuel tilgang til tingene, lyder det fra Thomas Ditlevsen.
Han skønner, at der er ca. 50 fiskere, der har licens til at fange ål. Men størstedelen af disse fiskere er oppe i årene, og med de regler der er nu, er det ikke utænkeligt, at det antal vil falde kraftigt, efterhånden som ældre fiskere falder fra, uden at nye fiskere får lov at komme ind i fiskeriet:
– Ålen er jo ikke ligefrem i voldsom nedgang – men det er derimod dem, der gerne vil fange dem. Det er fint med kontrol og regler, men det bliver nødt til at blive tilpasset virkeligheden!
