DFPO: Der er en fremtid for fiskeriet i Østersøen

Men der skal gøres noget ved sæler, havmiljøet og forvaltningen af Østersøen

En delegation fra Danmarks Fiskeriforening var torsdag formiddag i foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

Her fik repræsentanterne fra Danmarks Fiskeriforening mulighed for at tale om de problemer, som Østersøen og Østersøens fiskeri står over for. Og ikke mindst komme med bud på, hvad Danmarks Fiskeriforening mener der kan og skal gøres, så der også kan udøves erhvervsfiskeri i Østersøen i fremtiden.

Ikke overraskende blev der talt om torsken, som ikke har det godt i den østlige del af Østersøen. Det er dog ikke fiskeriet, der er skyld i torskens dårlige tilstand. Det er tværtimod en række andre faktorer, så som sæler, der er eksploderet i antal over de sidste 10-15 år.

De mange sæler æder fiskernes fangster samtidig med, at de ødelægger fiskernes redskaber. Derudover spreder de parasitter, bedre kendt som sælorm, til fiskebestandene.

– Dermed sætter sælerne fiskeriet under stadig større pres. For der kommer flere og flere. Desværre er forvaltningen ikke fulgt med udviklingen. Der er behov for en forvaltning, hvor der er mulighed for at regulere bestandene i områder, hvor der er direkte konflikter mellem fiskere og sæler, lyder det fra chefbiolog hos Danmarks Fiskeriforening, Michael Andersen, som var en del af delegationen, der torsdag formiddag havde foretræde hos Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

 

Økosystembaseret forvaltning

Når nu torsken i den østlige Østersø har det rigtig dårligt, og det ikke kan lade sig gøre at ændre på det faktum her og nu, så er man nødt til at acceptere, at torsk i den østlige Østersø ikke skal være det bærende element i forvaltningen af hele fiskeriet. Det er bedre at kigge på hele økosystemet og vurdere, om det er rimeligt at forvente, at alt igen kan blive som i 80’erne.

– Vi skal gøre det muligt at fiske efter alle de arter, som har det godt; torsk i vestlige Østersø, rødspætter, tunger, pighvar og skrubber. På den måde bevarer vi arbejdspladser både i fiskeriet og i land, og vi sikrer en produktion af bæredygtige fødevarer med et lavt Co2 aftryk, siger Michael Andersen.

 

Dårlige miljøforhold

For at rette op på de dårlige miljøforhold i Østersøen, er det nødvendigt med en fælles, målrettet indsats. For miljøet i Østersøen er under pres, og det påvirker fiskebestandene og erhvervsfiskeriet negativt

– Hvis det kan lykkes at forbedre havmiljøet, kan det blive et solstråleeksempel på, at den grønne omstilling kan gå hånd i hånd med hensynet til erhvervslivet. For et bedre havmiljø betyder flere og større fisk til gavn for erhvervsfiskeriet og beskæftigelsen i byerne rundt om Østersøen, siger Kim Kær Hansen, næstformand i Danmarks Fiskeriforening.

Han understreger, at Danmark ikke kan gøre det alene, men at det både kræver en national og en international indsats.

– De tiltag, vi mener skal til, for at den østlige torskebestand skal få det bedre, er ikke noget, som vi i Danmark kan stå alene med. Det kræver en fælles indsats af alle landene rundt om Østersøen, for at det skal rykke noget, siger Kim Kær Hansen

Delegationen fra Danmarks Fiskeriforening talte Allan Buch, formand for Bælternes Fiskeriforening, Kim Kær Hansen, næstformand i Danmarks Fiskeriforening og formand for Klintholm Havn Fiskeriforening, Thomas Thomsen, formand for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening, Michael Andersen, chefbiolog i Danmarks Fiskeriforening og Kenn Skau Fischer, administrerende direktør i Danmarks Fiskeriforening.

Fiskerne har fanget godt med langer

Fiskerne har landet næsten dobbelt så mange langer i årets første tre måneder, end de gjorde i samme periode sidste år

Fiskerne har fanget godt med langer

Fiskerne har landet næsten dobbelt så mange langer i årets første tre måneder, end de...