Fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen fra Venstre har fået endnu en vigtig post.
Han er udpeget som ny kommiteret for Hjemmeværnet. Han tiltræder stillingen 1. marts.
Torsten Schack Pedersen overtager posten fra sin partifælle Søren Gade. Som formand for Folketinget har givet afkald på en række poster.
Sammen med chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, udgør Torsten Schack Pedersen hjemmeværnsledelsen, som er ansvarlig for Hjemmeværnets samlede virke over for forsvarsministeren og for at sikre et godt forhold mellem befolkningen og hjemmeværnet.
Den kommitterede for Hjemmeværnet leder derudover arbejdet med at rekruttere frivillige til Hjemmeværnet, ligesom den kommitterede er ansvarlig for Hjemmeværnets informationsvirksomhed.
– Torsten Schack Pedersen har solidt kendskab til både Hjemmeværnets og Forsvarets opgaver og udfordringer gennem bl.a. flere års arbejde som medlem af Folketingets Forsvarsudvalg. Han har gennem sit politiske virke været dybt engageret i at rekruttere og motivere til frivilligt arbejde. Med det trusselsbillede, vi står i nu, er Hjemmeværnets arbejde og kompetencer en hjørnesten i vores sikkerhedspolitik, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.