Ophugning efterlyses til tre Østersø-fiskere

Selvom de opfyldte kriterierne, fik tre fartøjer nej til Østersø-ophugning. DFPO opfordrer fiskeriministeren til at finde de nødvendige midler – og kaste sig ud i en runde mere

33 fartøjer fra Østersøen har fået tilbudt ophugningsstøtte på i alt 47 millioner kroner. Men desværre er der også tre, som har fået et nej. På trods af at de opfylder af alle kriterierne i ordningen.

Derfor har Kim Kær Hansen, formand i Klintholmhavn Fiskeriforening, Allan Buch, formand i Bælternes Fiskeriforening og Thomas Thomsen, formand i Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening – alle bestyrelsesmedlemmer i Danmarks Fiskeriforening – kontaktet fiskeriminister Jacob Jensen (V), som de opfordrer til at finde de nødvendige midler, så de tre fiskere ikke efterlades i stikken.

– Det vil betyde meget for de tre fartøjer, at de kan få afsluttet deres sag og få vished over fremtiden, skriver de til ministeren.

 

EHFF-midler

Et sted, hvor de sidste penge kan findes, er i Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF).

– Ifølge vores oplysninger er der fortsat EHFF-midler, der kan bruges til ophugning. Derfor er det alene et spørgsmål om at finde den nationale medfinansiering, hvilket, vi håber, er muligt, da det handler om et ganske beskedent beløb, opfordrer lokalformændene og Danmarks Fiskeriforening.

For situationen for fiskeriet i Østersøen er meget alvorlig. Selvom fiskerne hellere end gerne vil fiske, så er det pt ikke muligt, og derfor er ophugning nødvendigt.

 

Brug for en runde mere

Og det gælder ikke kun for de tre fartøjer, der opfylder kriterierne. I alt var der 63 fartøjer, som søgte om ophugning, og altså også en række fartøjer, der slet ikke opfyldte kriterierne i ophugningsordning.

– Grundlæggende mener vi, at alle fiskere, der er kommet i klemme som følge af de seneste års fiskeriforvaltning i Østersøen, bør kunne komme betragtning til ophugning. Umiddelbart er det vores vurdering, at der vil være efterspørgsel på endnu en ophugningsrunde. Dette bør overvejes i forbindelse med udmøntningen af den næste EHFF-programperiode, lyder anbefaligen til ministeren.

Lige siden de første midler blev afsat til ophugning, har Danmarks Fiskeriforening påpeget, at det ikke var tilstrækkeligt. En antagelse, som altså lader til at holde stik.

Forskere og fiskere tester nedbrydelige fiskenet i Hirtshals

Fiskeri er en kilde til plastikaffald i havene, blandt andet på grund af tabte eller ødelagte fiskenet, der typisk er lavet af nylon eller...

Forskere og fiskere tester nedbrydelige fiskenet i Hirtshals

Fiskeri er en kilde til plastikaffald i havene, blandt andet på grund af tabte eller...