Forhandlingerne om fiskeriet i 2024 er i fuld sving – den seneste uge har der været tryk på. Embedsmændene fra EU, Norge og Storbritannien har været sat stævne i forskellige spor; både bilateralt og trilateralt.
I forhold til de bilaterale forhandlingerne mellem EU og Storbritannien så nærmer de sig en afslutning. Det vil sige, at kvoterne for de bestande, der aftales mellem EU og Storbritannien, er ved at være på plads. Det drejer sig bl.a. om havtaske, tunge og kulmule i Nordsøen. De præcise detaljer er endnu ikke offentlige, og i sidste ende er aftalen først helt på plads, når den er godkendt på EU’s Ministerrådsmøde i december.
Også anden runde af de trilaterale forhandlinger mellem EU, Storbritannien og Norge er netop overstået i Bruxelles. Her nåede man ikke til enighed. Det er især sildekvoten, som spænder ben for, at enderne kan mødes. Parterne har derfor aftalt en tredje forhandlingsrunde i London 6.-8. december.
EU og Norge ligger selvfølgelig også i forhandlinger, og de genoptages i uge 48 i Oslo. Her er øjnene især rettet mod balancen og at få en aftale på plads inden årsskiftet.
Der er desuden indgået en aftale mellem EU og Grønland. Denne aftale har betydning for de videre forhandlinger mellem EU og Norge om udveksling af fiskerimuligheder.
Altså venter der fortsat mange forhandlingerne helt ind i december.
Det er embedsmænd fra EU og fra medlemsstaterne, som fører forhandlingerne.
Traditionen tro vil der midt december være et Ministerrådsmøde i EU, hvor kvoterne endeligt skal vedtages i en politisk aftale.