Spændingen stiger i takt med, at DanFish International nærmer sig.
I år lyder startskuddet til messen tirsdag 10. oktober, hvor tre af nøglepersonerne fra messens primære samarbejdspartnere træder op på talerstolen for at åbne den internationale fiskerimesse i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).
Det bliver henholdsvis Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO, Henrik Mørkholt, bestyrelsesformand i Danish Export Association og Nicolaj Holm, CEO i Aalborg Kongres & Kultur Center, der skyder messen i gang med en fælles åbningstale.
De tre organisationer har et langvarigt fælles samarbejde bag sig, da de sammen løfter opgaven om at føre den næsten halvtreds års lange tradition bag DanFish International videre.
Messen har kun vokset sig større gennem årene og har efterhånden etableret sig som en af verdens mest betydningsfulde messer for udstyr og services til fiskerierhvervet, der gang på gang tiltrækker besøgende og udstillere fra hele verden.
– Vi er stolte af, at vi endnu en gang kan invitere verden til Aalborg i samarbejde med Danmarks Fiskeriforening PO og Danish Export Association. DanFish International er en stor begivenhed for fiskerisektoren, da messen skaber en fantastisk lejlighed til at møde fagfæller, kunder og leverandører fra hele verden, udveksle erfaring og viden, og se de nyeste innovationer inden for fiskeriudstyr og teknologi, fortæller Nicolaj Holm, CEO i Aalborg Kongres & Kultur Center.
Åbningen foregår kl. 10.15-10.30 på scenen i Hal B.