Verdenssensation: 8 nyfødte gråhajer

Så er der haj-unger i Nordsøen Oceanarium

Begejstringen ville ingen ende tage, da Nordsøen Oceanarium dykker og biolog, Kristina Ydesen, og dykkerassistent og marketingschef, Sylvia Berglund, opdagede mindst 8 små nyfødte gråhajer i forbindelse med den daglige fordring i det 4.5 mio. l. store oceanarium i Hirtshals.

– Jeg fik øje på vores gråhaj hun, og bemærkede at hun var blevet meget slank, og tænkte straks, at hun måtte have født. Vi blev hurtigt enige om at jeg skulle tage en ekstra runde i tanken for at lede efter unger, udtaler Kristina.

Pludselig opdagede Kristina en lille, fin hajung, som hurtig kunne artsbestemmes en gråhaj! Der kom en til, og endnu en og flere! Det lykkedes at tælle op til 8 på samme tid, men der kan sagtens være flere. De små hajer virker livskraftige og viser allerede tegn på at ville tage føde til sig.

Det faktum, at hajerne yngler, er et tegn på at de trives, og at forholdene i den store tank er optimale for dem. Gråhajen kræver meget plads for at trives i fangenskab, og derfor ser man dem kun i nogle af de allerstørste akvarier i verden. Gråhajen er truet, så de små unger der svømmer lystigt rundt i det gigantiske akvarium i Hirtshals er flotte, nye ambassadører for deres art.

Da oceanariet brændte i 2003, viste undersøgelsen af en død gråhaj tegn på at den var drægtig. Derfor har Nordsøen Oceanariums personale altid vidst at det var muligt. Indtil 2016 har der dog kun været 5 hanner i den store tank, så da der endelig kom en ny hun til, tændtes et nyt håb for unger.

– Fra de første tegn på parring, for over et år siden, har vi gået og ventet og set til mens gråhajen er blevet mere og mere tyk. Vi har aldrig oplevet at få gråhajunger tidligere, og kender heller ikke til andre steder i verden, hvor det er sket i fangenskab, så det er super spændende og højst sandsynlig en verdenssensation, siger Kristina.