Fisk er sund – og bl.a. den fede af slagsen er god for børn.
Et nyt forskningsprojekt fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet viser, at børn får mindre fedt i blodet og mere af det gode kolesterol, når de spiser fed fisk flere gange om ugen. Det skriver POV.International.
Fortsætter de gode spisevaner gennem livet, kan det på sigt være med til at mindske risikoen for at udvikle hjerte-kar-sygdomme.
I forskningsprojekt skulle 199 8-9-årige børn i tre måneder spise ca. 300 g fed fisk eller ca. 300 g kylling hver uge.
Resultaterne viste, at børnene havde gevinster ved at spise fed fisk, og at effekterne var større, jo mere fisk børnene spiste. Børnene, som spiste fisk, opnåede et gennemsnitligt fald på 10 % i blodets indhold af triglycerid-fedt og en 5 %-stigning i det gavnlige HDL-kolesterol i forhold til børnene, som spiste kylling. Høje blodniveauer af triglycerid-fedt og lave niveauer af HDL-kolesterol hos voksne er velkendte risikofaktorer for hjerte-kar-sygdomme. Det er formodentligt fiskens indhold af omega-3 fedtsyrer, der har haft en positiv indvirkning.