Harald Iversen & Søn A/S i Thyborøn har vendt udviklingen, og kommer ud af regnskabsåret 2018/2019 med et nettooverskud på 65.523 kr. mod et minus på 252.764 kr. året forinden, skriver netmediet Fødevarewatch.
Virksomheden havde også fremgang i bruttofortjenesten, som endte på 5,6 mio. kr. i seneste regnskabsperiode mod 4,8 mio. kr. året forinden.
“Selskabets væsentligste aktivitet består i opkøb, salg, eksport, forædling og forarbejdning af fisk og fiskeprodukter samt anden i forbindelse hermed stående virksomhed efter bestyrelsens skøn,” står der i ledelsesberetningen, som følger regnskabet.
Beretningen fra ledelsen forholder sig dermed ikke til, om udviklingen har været tilfredsstillende eller ej.
Harald Iversen & Søn A/S er et fiskeselskab med 60 år på bagen efterhånden, og fra hovedkontoret i Thyborøn driver virksomheden to divisioner – en selvejet fabrik, som fileterer fisk og en handelsdivision, der handler og sælger fisk.
Regnskabet for 2018/19 afslører yderligere, at omkostningerne til personale er vokset til 5 mio. kr. fra 4,7 mio. kr. i 2017/18. Selskabet beskæftiger i alt 14 personer.