Corona-ramt krabbefiskeri

Nordisk Krabbe Kompagni er sat på Stand By

Hos Nordisk Krabbe Kompagni i Lemvig gik der i foråret, hvor Covid-19 for alvor brød ud, ikke lang tid inden de første annulleringer af ordre tikkede ind på skærmen. En tendens som fortsatte med manglende nye ordre og som på ingen måde har ændret sig hen over sommeren.

– Vi er virkelig hårdt ramt på salget af taskekrabber. Da først det kinesiske marked kollapsede, gik der ikke lang tid inden det kunne mærkes i Europa og markederne blev overfyldte og umulige at agere i.  Og den mængde vi har haft held til at afsætte, har været til meget lave priser, fortæller salgsdirektør Lasse Noe Favrholt, hos Nordisk Krabbekompagni i Lemvig.

 

Polsk leverandør

Hos Nordisk Krabbe Kompagni har det betydet, at man har været nødsaget til at takke nej til leverancer fra en række danske og udenlandske fiskere, som tidligere har været hovedleverandører til krabbefirmaet.

– I øjeblikket modtager vi krabber fra et polsk fartøj, som fanger krabber i Nordsøen og som lander fangsten i Hvide Sande. Det er dog i begrænset mængde vi aftager krabberne, som herfra videresendes til vores samarbejdspartner Hitramat i Norge, som har et mindre hjemmemarked, hvor der kan afsættes taskekrabber, siger Lasse Noe Favrholt.

 

Fleksibel produktion

Nordisk Krabbe Kompagni er klar til at tage større mængder ind til forarbejdning og forsendelse, så snart markederne igen er klar til at aftage krabber.

– Selv om vi lige i øjeblikket er på stand by, så kan vi relativt hurtigt komme i gang igen. Vi er meget fleksible i produktionen, idet vi hos vores nabo Jeka fisk kan rekvirere arbejdskraft til forarbejdning og forsendelse, så snart vi igen har normale forhold, siger Lasse Noe Favrholt, som var med til at starte udviklingsprojektet med krabbeproduktion op i 2016.

 

Lange udsigter

 – Der er jo helt klart tale om et luksusprodukt, som afsættes til ikke mindst restauranter i Frankrig, Spanien og Italien. Og så længe turisterne ikke strømmer til disse lande og der mere eller mindre er lukket ned på feriedestinationerne, er der ikke meget at gøre, lyder det fra Lasse Noe Favrholt.

Hos Nordisk Krabbe Kompagni havde man håbet, at der ville blive lidt gang i salget hen over efteråret. Det ser dog meget tvivlsom ud idet restauranter, fester og selskaber, stort set er lukket ned.

– Alt er meget usikkert og lagrene over hele verden er godt og vel fyldte, så vi skal ikke regne med en bedring på kort sigt. Vi tror selvfølgelig på fremtiden, men det har desværre nok lange udsigter, lyder konklusionen fra  Lasse Noe Favrholt.