Det norske lakseskib, Norwegian Gannet, får ikke sin dispensation forlænget, og dermed kan det store produktionsskib ikke længere bringe ikke-kontrollerede laks ud af Norge, skriver netmediet Fødevarewatch.dk.
Dispensationen har hidtil tilladt fiskeproducenten at slagte, rense og pakke tonsvis af laks i rum sø på vejen mellem Norge og Hirtshals. Dette går ellers mod lovgivningen i Norge, hvor kvalitetskontrollen af laksen normalt skal ske på landjorden.
Skidt nyt for Hirtshals
Projektet satte også spor i Danmark. I Hirtshals blev der bygget en pakke- og distributionsterminal, der var klar til lastbilerne, der skulle fragte de mange tons laks videre ned gennem Europa.
Ifølge planen stod den nordjyske havneby til at få 200 arbejdspladser og kunne potentielt blive et nyt nordisk knudepunkt for lakseindustrien.
Siden de oprindelige planer for halvandet år siden, har selskabet gjort det klart, at omkring 40 af de potentielle arbejdspladser i Hirtshals kan været gået af fløjten.
Slagteskibet har også mødt massiv kritik hjemme i Norge, hvor daværende fiskeriminister Harald T. Nesvik beskyldte skibet for at risikere at sætte Norges lakseeksport over styr netop på grund af manglende kvalitetskontrol.
Norwegian Gannets dispensation udløber 1. juli 2020.