Foredrag: Tunen er tilbage

Efter næsten 60 års fravær er den blåfinnede tun tilbage i Skagerrak og Kattegat, og d. 13. februar kl. 19 er der foredrag om fisken på Frederikshavns Bibliotek

En af verden største og stærkeste rovfisk er spottet i de danske farvande. Den blåfinnede tun, der kan blive over tre meter lang og veje op til 700 kg.

Og det vækker interesse hos både forskere, fiskere – og frederikshavnere, som kan blive klogere på rovfisken d. 13. februar kl. 19 på det lokale bibliotek. Her fortæller en ekspert og sportsfisker om deres oplevelser med verdens største rovfisk.

Professor Kim Aarestrup fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU AQUA, står i spidsen for et forskningsprojekt, som undersøger tunens tilbagevenden. Sammen med frivillige sportsfiskere sejler han ud fra Skagens kyst for at “mærke” blåfinnede tun og undersøge fiskens bestand og vandring.

Indehaver af MarineXperten i Frederikshavn, lystfisker Claus Sørensen, er en af de sportsfiskere, som er med på ekspeditionerne. Han fortæller om sine oplevelser og præsenterer desuden fangstteknikker og grej.