Arbejdernes Landsbank opkøber Vestjysk Bank

En af fiskernes foretrukne banker, Vestjysk Bank, omdannes til et datterselskab i Arbejdernes Landsbank

Arbejdernes Landsbank har meddelt, at banken køber Nykredits og AP Pensions ejerandele i Vestjysk Bank.

En af de få banker i landet, der prioriterer fiskeriet højt, og som desuden hvert år holder Fiskerikonference i samarbejde med Fiskeri Tidende, får altså nu en ny majoritetsaktionær. De får en ejerandel på ca. 61 pct. af aktierne. 

– Arbejdernes Landsbank har hidtil været stor minoritetsaktionær i Vestjysk Bank og har i den rolle udvist stort engagement i Vestjysk Banks udvikling. Jeg ser derfor frem til at fortsætte samarbejdet med Arbejdernes Landsbank, men nu som majoritetsaktionær, siger bestyrelsesformand i Vestjysk Bank, Kim Duus.

 

Fortsat selvstændigt brand

Bestyrelsesformanden glæder sig desuden over, at Arbejdernes Landbank ønsker, at Vestjysk Bank fortsætter som selvstændig bank med eget brand og egne filialer. 

Det er nemlig helt klart, at det er bankens intention.

– Uanset hvor stor vores ejerandel ender med at blive, er det vores hensigt, at Vestjysk Bank skal fortsætte med eget brand og selvstændige filialer for at bevare den gode markedsposition og relation til kunderne i de lokalområder, hvor Vestjysk Bank står stærkt, lyder det fra Arbejdernes Landsbank i en pressemeddelelse. 

 

Lå ikke i kortene

Arbejdernes Landbank har fulgt Vestjysk Bank siden 2017, hvor de blev aktionærer i banken.

Siden har de løbende øget deres ejerandel i banken – senest i forbindelse med Vestjysk Banks fusion med Den Jyske Sparekasse.

– Da vi i 2017 gik ind og hjalp Vestjysk Bank, lå det ikke i kortene, at vi en dag skulle eje en meget stor andel af banken. Men vi har de seneste år været vidner til en god finansiel udvikling og har samtidig kunnet se et fællesskab mellem Vestjysk Banks værdier og dem, vi driver bank efter i Arbejdernes Landsbank. Nu fik vi muligheden for at blive en endnu større del af Vestjysk Bank, som vi ser som et godt og komplementerende match til Arbejdernes Landsbank, siger Gert R. Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank om købet. 

 

 

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...