Bankerne mærker bekymring

Brexit og aftalen omkring fiskeri vækker bekymring blandt fiskerne. Hvor meget må de fiske og hvor? Det kan bankerne mærke blandt deres erhversfisk...
af Claus Kirkegaard
26 jan 2021

Direktør i Sparekassen Thy, Ole Beith, kan godt fornemme, at der er bekymring blandt bankens erhvervsfiskerikunder.

- Decideret krisestemning er ikke det, vi oplever endnu. Men der er en overordentligt stor bekymring, siger han ifølge netmediet Finanswatch.

Erhvervsfiskerikunderne udgør omkring 5 procent af bankens samlede udlån, og bekymringen blandt kunderne kommer som følge af Brexit og den manglende aftale omkring kvoter, og hvor de må fiske.

- Den her uafklarethed er en voldsomt irriterende ting. Det er klart, at når man har investeret store summer i kvoter og både, så har man jo en lyst til at fange fisk og lave en omsætning som enhver anden virksomhed, lyder det fra Ole Beith.

Han påpeger, at det kan ramme hans kunder over en bred kam.

- Erhvervet har selvfølgelig et problem med at skabe en omsætning, og det gør jo, at der mangler penge i kassen i øjeblikket. I virkeligheden kan det ramme bredt blandt vores kunder i fiskerierhvervet. Det kan jo gå ud over fiskeauktioner og følgeerhvervene og selvfølgelig også de enkelte fiskerbåde, siger Ole Beith og påpeger, at det kan have alvorlige konsekvenser, hvis forhandlingerne trækker i langdrag.

 

Læs mere om:

Flere Nyheder