Fiskeri skal man da skilte med

Er der egentlig nogen fiskeindustri tilbage i Esbjerg?

Det spørgsmål har været ivrigt diskuteret i den vestjyske by hen over sommeren, da en lokalpolitiker valgte at foreslå, at der ikke længere skulle være skilte, der henviser til byens fiskerihavn.

Det kan virke underligt, at voksne mennesker kan diskutere, hvorvidt et skilt, der peger mod fiskerihavnen, skal pilles ned eller ej. Men for Jesper Juul Larsen, der formand for Sydvestjysk Fiskeriforening, og hans kollegaer på havnen i Esbjerg, så er skiltet mere end en henvisning til byens stolte fortid som fiskerihavn. Skiltet viser vejen ned til de otte-ni kuttere, der stadig stævner ud fra fiskerihavnen i Esbjerg i jagten på havets herligheder.

– Der er masser af fiskeri her i Esbjerg, reje- og tobisfiskeriet eksisterer altså stadig. I 2018 omsatte fiskerne for 130 millioner kroner, men de havde et skidt år i 2019 og så kom corona. Så der har været to dårlige år i træk, men fiskerne og deres erhverv er her altså stadigvæk, forklarer formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening.

Viste fiskerihavnen frem

Det havde været nemt at diskutere uendeligt, hvorvidt fiskeriet var fortid i Esbjerg og at skiltet derfor ikke længere var relevant, men i stedet valgte den socialdemokratiske borgmesterkandidat Jakob Lykke, der også er formand for 3F Esbjerg Transport, sammen med Jesper Juul Larsen, Esbjerg Havneservice og Esbjerg Taxa at invitere vestjyderne på en havnerundfart 9. august. På den måde ville de lokale selv kunne vurdere, om skiltet har en berettigelse, når det dirigerer hen mod fiskerihavnen. Seks ture rundt på havnen med alt fra den helt almindelige borger til byrådspolitikere blev det til for de fire initiativtagere.

– Det er gået så fint med at vise havnen frem for folk, og de er jo alle enige om, at skiltet stadig skal vise vej ned til fiskerihavnen. De klappede alle sammen, da deres tur var færdig, lyder det fra Jesper Juul Larsen.

Om skiltet overlever, er ikke helt afgjort endnu, men nu, hvor sommeren lakker mod ende, vil lokalpolitikerne i Esbjerg finde en løsning på, om der skal vises vej mod fiskerihavnen i fremtiden.

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at mindske CO2-udledningen

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at...