Fiskeriskolen afholder stadig lovpligtige kurser 2

De lovpligtige certifikat-kurser bliver stadig afviklet på Fiskeriskolen

Hvis dit medicinkiste-certifikat står til at skulle fornyes inden for kort tid, er der ingen grund til at være urolig i forhold til, om det nu kan lade sig gøre i denne corona-tid. For Fiskeriskolen i Thyborøn holder åbent, så de kan køre de lovpligtige certifikat-kurser.

– Det er nok en udbredt opfattelse, at Fiskeriskolen – lige som mange andre skoler – er lukket på grund af corona. Men det er altså ikke tilfældet hvad angår de såkaldte certifikat-kurser. Så hvis det er nødvendigt med et kursus, så skal man bare henvende sig til os, siger Claus Henry Hansen, som er forstander på Fiskeriskolen.

De lovpligtige certifikat-kurser, som Fiskeriskolen afholder, er blandt andet medicinkiste B og C, radiocertifikat og brand.

– Vi overholder naturligvis retningslinjerne i forhold til corona. Vi holder afstand på to meter, vi spiser forskellige steder på skolen, så vi ikke alle sidder i kantinen, og der er håndsprit og mundbind på skolen, siger Claus Henry Hansen.