Formand i forsvar for dansk fiskeri

Formand i Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen har skrevet følgende kommentar i Politiken i denne uge

Hvis man for nylig læste Kathrine Richardson, Anders Morgenthaler og Anders Barsøes debatindlæg i Politiken, blev man præsenteret for den påstand, at dansk trawlfiskeri er lige så miljøskadeligt som minedrift, og derfor bør trawl forbydes.

Umiddelbart er det sympatisk, at de tre mener, at det er nødvendigt at gøre en ekstra indsats for at sikre et sundt havmiljø og klima. Det mener vi også i Danmarks Fiskeriforening, og vi tager gerne vores del af ansvaret. Derfor er vi kede af skribenternes indlæg. Ikke mindst fordi indlægget baserer sig på skræmmebilleder, letkøbte påstande og strider mod dansk forskning i trawlfiskeri.

Hvis skribenterne havde sat sig ind i tingene og f. eks. læst det notat, som Danmarks Tekniske Universitet (DTU) for nylig afleverede til Folketingets Miljø-og Fødevareudvalg, ville de se, at en omlægning til fiskeri med garn ikke øger biodiversiteten.

Derimod vil mere fiskeri med garn faktisk “føre til en stigning i mængden af spøgelsesgarn og plastik i havet”. Skribenternes påstand om, at trawlfiskeriet ødelægger havets evne til at lagre CO2, undsiges også, for DTU slår fast, at der generelt ikke trawles på de dybder, hvor der er lagret CO2. Således er deres argumenter uden hold i virkeligheden.

Danmarks Fiskeriforening ved, at fiskerierhvervet har et medansvar for vores klima og miljø. Derfor har vi i årevis arbejdet med bæredygtighed.

Bl. a. har vi reduceret vores CO2-udledning med 60 procent siden starten af 1990′ erne. Og i foråret præsenterede vi – sammen med Danmarks Naturfredningsforening – et forslag om at frede 10 procent af Danmarks havareal.

Her beviste vi, at der både er plads til et sundt havmiljø og et levedygtigt erhvervsfiskeri.

Det er simpelthen for nemt at sidde i København og mene, at vi bare skal stoppe med at fiske med trawl i Danmark. 90 procent af økonomien i dansk fiskeri kommer fra trawlfiskeriet, og dansk fi-skeri bidrager stort til samfundsøkonomien. Ikke mindst i Vandkantsdanmark.

Fiskeriet udgør 3,7 procent af den danske eksport og bidrager med 16.000 arbejdspladser i dele af Danmark, som absolut ikke kan undvære dem.

I dansk fiskeri ønsker vi dialog og samarbejde for at sikre et sundt havmiljø.

Derfor er det fundamentalt, at usaglige argumenter og de lette, populistiske løsninger parkeres. I stedet bør debatten fokusere på de tiltag, som skaber reel forandring for havmiljøet.

Mere end nogen andre lever fiskerne af et sundt havmiljø.

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget store mængder stenbidere

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget...