Hirtshals-perle kåret til Årets Fiske- & Skaldyrsrestaurant 2020

Restaurant Abstrakt på havnen i Hirtshals har vundet den fine pris
af Line Dalgaard Jensen
27 jan 2021

Med fiskekuttere, auktion og fiskere lige uden for døren, så kan Restaurant Abstrakt ikke blive andet end inspireret til at lave fisk og skaldyr i verdensklasse. 

Og det er bestemt også tilfældet. Deres fisk og skaldyr har så højt et niveau, at de er kåret til Årets Fiske- & Skaldyrsrestaurant 2020.

Det oplyser restauranten på sin Facebook-side, hvor de gengiver de fine ord, som de har fået med kåringen: 

“Når fisk fra hav og fjord møder kvalificeret oldschool inspireret køkken glædes genkendelsen af tidligere smagsretninger frem. Velværet breder sig.”

– Vi er så taknemlige og så glade. Så dejligt at vi bliver lagt mærke til på havnen i lille Hirtshals. TAK, TAK, TAK, lyder det fra ejerne Kamilla og Simon Emil Schiøtt Christensen.

Det er den Danske Spiseguide, som kårer restauranter i forskellige kategorier. I foråret blev Restaurant Abstrakt nomineret til prisen. I oktober blev årets store spisegalla desværre aflyst pga covid-19, men nu er vinderne altså offentliggjort.

I kategorien var Abstrakt nomineret sammen med Barbara i Torshavn, Kommandobroen by Grantland i Hvide Sande, Hummer i Købenahvn og Kødbyens Fiskebar ligeledes i København.

Læs mere om:

Flere Nyheder