Jyske Bank er specialister i fiskeriets økonomi

På årets DanFish kan du møde Jyske Bank, der har taget fire af bankens erhvervspartnere med, så der er plads til en god snak om økonomi og fiskeri

Der er ikke mange pengeinstitutter, der har oparbejdet så meget specialviden om fiskeriet og dets vilkår, som Jyske Banks afdeling Hirtshals og Skagen Erhverv.

Derfor er det også en selvfølge, at afdelingen er repræsenteret på DanFish International, forklarer afdelingsdirektør Jens Kjærsgaard Nielsen.

– Eftersom fiskeriet er vores primære arbejdsområde, så kender vi jo naturligt nok mange af fiskerne fra hele landet. Og vi glæder os til at mødes, for vi er altid interesserede i at høre og se om, hvad der sker i branchen og møde vores kunder, både eksisterende og kommende. Og så er det samtidig en god anledning til at blive lidt klogere på det rent fiskerifaglige, siger Jens Kjærsgaard Nielsen.

Jyske Bank Hirtshals og Skagen Erhverv stiller med et team på fire medarbejdere på messen. Og meget typisk for, hvordan de arbejder, er der ikke noget, der hedder bankrådgiver her.

– Vi kalder os erhvervspartnere, for det er det, vi gerne vil være. Det kan vi for eksempel ved at være en aktiv medspiller i de strategiske drøftelser og overvejelser, som fiskerne har. Det kan være, at der er behov for at sætte kursen mod en ny udvikling eller drøfte en exitstrategi efter Brexit. Der kan være spørgsmål om kompensation eller regelsæt i øvrigt, der gælder for fiskerierhvervet. Her er viden og specialisering helt afgørende for vores muligheder for at rådgive fiskerne bedst muligt. Det er en kompliceret branche, hvor både politik og biologi spiller ind og påvirker forholdene, og behovet for specialistviden er stort. Her kan vi spille ind med en viden, der er væsentlig større end andre bankfolks, fordi vi har mange års erfaring med netop fiskerierhvervet. Der er ikke en særlig efteruddannelse indenfor fiskeri i bankverdenen, så for os er det learning by doing, forklarer Jens Kjærsgaard Nielsen.

Kender markedsvilkårene

Og banken er ikke blot en sparringspartner, når det kommer til de mere håndgribelige ting i budgettet som indkøb af grej eller når båden skal repareres eller udskiftes.

– Sådan noget som kendskab til, hvordan hele setuppet omkring kvotesystemet fungerer er vi også skarpe på. Man skal ikke glemme, at vi også medvirker, når disse såkaldte immaterielle rettigheder skal finansieres. Og så er det også et vigtigt parameter, at vi kender markedsvilkårene på de relevante afsætningsmarkeder i ind- og udland, siger Jens Kjærsgaard Nielsen.

De otte medarbejdere i Jyske Bank Hirtshals og Skagen Erhverv er ikke blot specialister i fiskerierhvervet indenfor Jyske Banks egne rækker. Deres niche betyder også, at de to afdelinger, der rent administrativt er slået sammen til én, har kunder langt ud over Hirtshals og Skagens grænser.

– Der er kun en håndfuld pengeinstitutter herhjemme, der specialiserer sig indenfor fiskeriet, og her er det vores fordel, at vi er på hjemmebane. I både Hirtshals og Skagen fylder fiskeriet jo meget. Det gælder ikke alene fiskeriet i sig selv, men også hele den serviceindustri, der understøtter fiskeriet og alle erhvervsaktiviteterne på havneområderne. Men selv om vi er eksperter på fiskeri, servicerer vi naturligvis også det øvrige erhverv, lyder det med et smil fra Jens Kjærsgaard Nielsen.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...