Nu skal Danmarks smukkeste havn findes

Både Skagen Havn og Esbjerg Havn er blandt de 15 nominerede i konkurrencen om at blive Danmarks smukkeste havn

Danmarks smukkeste havneområde, hvor ligger det henne? Det vil foreningen Historiske Huse nu finde ud af og har derfor udskrevet en konkurrence, hvor man kan stemme på en af disse 15 udvalgte kandidater.

  • Københavns indre havn med Flådens Leje
  • Dragør Havn
  • Næstved Havn (Funkishavnen)
  • Allinge Havn
  • Bandholm Havn
  • Nakskov Havn
  • Svendborg Havn
  • Odense Havn (Østre del)
  • Marstal Havn
  • Hobro Havn
  • Aarhus Havn (Bassin 3 m.m.)
  • Esbjerg Havn
  • Skagen Havn
  • Ribe Åhavn

Foreningen forklarer, at motivationen bag konkurrencen er, at byudvikling har ført til at hele eller dele af havnenes historiske spor og miljøer er ødelagte eller forsvundet. Derfor vil foreningen motivere kommuner, lokalpolitikere, borgere og bygherrer til at beskytte havneområdernes historiske miljøer og kvaliteter fremadrettet.

– I disse år er der en kamp om pladsen i mange havne. Blandt kandidaterne er f.eks. både Næstved havn, Odense Havn og Århus Havn, hvor stærke kræfter gerne vil nedrive historiske bygninger og anlæg og bygge nyt. Det er klart, at relativt høje grundværdier kan presse kommunerne til at nedrive og bygge højt og tæt, men prisen kan nemt blive, at området forvandles til et ’privat’ boligområde uden nogen særlig værdi for borgere og besøgende. Det, tror vi, kan gøres bedre, siger Birthe Iuel, direktør i Historiske Huse.

Uvildigt panel

Historiske Huse har sammensat et uvildigt dommerpanel, der har fundet de 15 vidt forskellige kandidater, som er nomineret i konkurrence. De nominerede repræsenterer en bred vifte af danske havne, fra de smukke turisthavne til de store industrihavne.

Panelet, der har udvalgt de femten havne, består af: Henrik Harnow, direktør for Odense Bys Museer, Rene S. Christensen, forsknings- og samlingschef hos Danmarks Jernbanemuseum, Mette Guldberg, leder af Ribe Byhistoriske Arkiv og tidligere museumsinspektør på Fiskeri- og Søfartsmuseet, Caspar Jørgensen, specialkonsulent i Slots- og Kulturstyrelsen og ekspert i industri- og kulturarv og Signe Hommelhoff, arkitekt og bestyrelsesmedlem i Bevaringsværdige Bygninger.

Alle kan afgive deres stemme online på www.historiskehuse.dk. Her kan man også se film og billeder af de nominerede havne.

Konkurrencen løber fra tirsdag 26. oktober til søndag 7. november.

Vinderen offentliggøres tirsdag den 9. november klokken 10.

Kåringen er støttet af den filantropiske forening Realdania.

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at mindske CO2-udledningen

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at...