Danske Havne: Stor tilfredshed med politisk aftale om Power-to-X

Danske Havne er begejstrede for den nye aftale om Power-to-X. Danmark skal være foregangsland
af Claus Kirkegaard
18 mar 2022

Den 15. marts 2022 blev der på Christiansborg indgået en bred politisk aftale om udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer - en såkaldt Power-to-X strategi.

Det er noget, der vækker begejstring i organisationen Danske Havne.

- Det er meget opløftende, at et bredt politisk flertal nu sætter handling bag ordene om at udvikle en stærk, dansk Power-to-X-industri, og at vi med den politiske aftale sætter os i top tre i Europa over lande, der er ambitiøse nok til at udvikle så meget grøn energi, at vi fra 2030 kan sælge af det.

Det siger direktør Tine Kirk, brancheorganisationen Danske Havne, i en kommentar til den aftale, der tidligere på ugen blev indgået på Christiansborg om grønne brændstoffer til skibe, fly og lastbiler både i Danmark og udlandet.

- Mange af vores medlemshavne har med private samarbejdspartnere arbejdet målrettet på at udvikle mulighederne for at benytte den nye Power-to-X teknologi til netop at fremstille grønne brændsler, siger til Tine Kirk.

En af de medlemshavne, som direktøren tænker på, er Hanstholm Havn.

Her meddelte man tilbage i starten af året, at havnen vil etablere et anlæg, så man kan blive Europas første CO2-neutrale fiskerihavn.

Der er også andre danske havne, der kigger mod Power-to-X teknologien.

I Esbjerg Havn etablerer man verdens første landstrømsanlæg baseret på brint. I Vordingborg Havn indgår havnen i et samarbejde med en virksomhed, der vil skabe klimavenlig eFuel til fly. Og i Aabenraa Havn vil man sammen med Linde Gas etablere et stort Power-to-X-anlæg med 300 nye arbejdspladser. Linde Gas udvikler store P-t-X anlæg i hele Norden.

Læs mere om:

Flere Nyheder