Fiskebranchen ser frem til samarbejdet med Fiskerikommissionen

DFPO, DPPO, Marine Ingrediens Denmark og Danish Seafood Association byder Fiskerikommissionen velkommen

Den 19. august løftede minister for Fødevarer, Fiskeri og Landbrug Rasmus Prehn sløret for, hvilke personer, der skal sidde i Fiskerikommissionen. Kommissionen blev nedsat i forbindelse med aftalen om udmøntning af Brexit-reserven til fiskerisektoren, og den har som formål at komme med forslag til, hvordan de strukturelle, økonomiske og miljømæssige udfordringer, dansk fiskeri står over for efter Brexit, kan løses.

Fiskerikommissionen ledes af Lars Barfoed. Kommissionen er derudover bredt sammensat i lighed med sammensætningen af Natur- og Landbrugskommissionen, der for år tilbage arbejdede med natur og landbrug. Natur- og Landbrugskommissionen bestod, præcis som Fiskerikommissionen, af en række eksperter fra landets universiteter og andre personer med viden og indsigt i fødevareområdet. Præcis som i Natur- og landbrugskommissionen er erhvervene ikke repræsenteret i Fiskerikommissionen, da der er tale om en uafhængig kommission.  Natur- og landbrugskommissionens anbefalinger førte til en række store ændringer i reguleringen af landbruget, som landbruget længe havde ønsket sig, og i fiskerbranchen håber man, at fiskerikommissionen kan sætte et lignende aftryk.

Velkommen til

I hele fiskeribranchen hilses Fiskerikommissionen derfor velkommen, mens der samstemmigt lægges vægt på, at det er afgørende, at fiskerikommissionens medlemmer alle vil lytte til de mennesker, der er beskæftiget i fiskerisektoren, uanset om der er tale om en fisker, en fabriksarbejder eller en fiskehandler, da det er den gruppe af mennesker, der kender mest til de problemstillinger, der skal håndteres til daglig. Derfor er opfordringen fra fiskerisektoren klar: Fiskerikommissionens medlemmer skal ud at opleve den virkelighed, fiskebranchen opererer i.

– Jeg vil gerne ønske alle medlemmerne af fiskerikommissionen tillykke. Det er en stor og vigtig opgave, de har fået. Jeg tror helt sikkert, medlemmerne kan løfte opgaven, og jeg ser frem til samarbejdet. Det er helt afgørende, at der hurtigst muligt etableres en tæt dialog med fiskerierhvervet sådan, at medlemmerne af Fiskerikommissionen kan få en forståelse for, hvad det er, fiskerne står i til hverdag. Det, tror jeg, er en forudsætning for, at kommissionen kan lykkes, og vi vil gerne bidrage så meget som muligt. Derfor håber jeg også, at medlemmerne er klar til at komme med danskernes fiskere på havet og få syn for, hvad det vil sige at være fisker i Danmark i år 2022, siger formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

– Vi ser frem til et tæt samarbejde med Fiskerikommissionen som en del af kommissionens følgegruppe. Kommissionens arbejde og opgave er ikke klart defineret. Derfor skal kommissionens arbejde udvikles i dialog med os i erhvervet og andre interessenter. Det er en proces, som vi har store forventninger til, og som vi vil involvere os dybt i, siger direktør Esben Sverdrup-Jensen.

– Dansk fiskeri og forarbejdningsindustri står over for talrige udfordringer, og det er en vigtig og yderst aktuel opgave, kommissionen er sat i spidsen for. Ligesom fiskeriet er dansk fiskeriforarbejdning presset fra mange sider, og kommissionens arbejde skal også adressere fiskerivirksomhedernes økonomiske bæredygtighed, stabilitet og forretningsmodeller. Vi kan kun opfordre til, at kommissionen i sit kommende arbejde genuint også ser på fiskeindustrien som en nødvendig og vigtig del af afsætningskæden for at sikre et bæredygtigt (også økonomisk) grundlag for fiskeriet fremover, og at den adresserer de særlige udfordringer, der ligger hos industrien på land, siger Anne Mette Bæk, direktør i Marine Ingredients Denmark.

– Det er rigtig godt, at Fiskerikommissionen nu er på plads, og jeg håber, den er klar til at tage arbejdshandskerne på. De sidste tre år har været en lang omstillingsproces med Brexit, Corona og krig i Ukraine, og fiskeindustriens virkelighed har ændret sig, så der er brug for at tænke nyt. Jeg glæder mig derfor til samarbejdet og til at vise den her industri frem for kommissionens medlemmer sådan, at den kan få syn for sagen og få indsigt i de udfordringer, vi står med, lyder det fra direktør i Danish Seafood Association Poul Melgaard Jensen.

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Bøgsted: CO2-afgift på fiskeriet kan være i strid med EU-regler

Kristian Bøgsted havde onsdag skatteministeren i folketingssalen, fordi han mener, at en CO2-afgiften på fiskeriet...