Nomineret til Årets Stjerneskud: Sanne Busk Hansen

Sanne leger fiskerinteressen frem med havsnegle, naturskattejagt og friske østers fra fiskeren
af Louise Svane Pedersen
29 sep 2022

Sanne Busk Hansen har med sit engagement som madmor i børneklubben i Egense Sejlklub formået at skabe nysgerrighed og begejstring for det store spisekammer, der befinder sig over og under havoverfladen.

Når hun serverer pizzasnegle for små som store børn og deres forældre, i sejlklubben, så får de havsnegle, og spinaten i lasagnen er i Sannes fantasiverden blevet til tang – alt i alt forsøger Sanne Busk Hansen at gøre mad til en leg. Og hun forsøger også at afmystificere oplevelsen omkring mad, så nye smage og retter ikke er noget at være bange for.

- Hver torsdag, når vi mødes i Børneklubben, så er der altid dagens ting, som vi skal smage på. Det kan være alt fra cashewnødder, hyben eller rejechips. Jeg serverer også ting, som jeg ikke selv ville kunne finde på at komme i munden normalt, men vi skal have en ny ting hver gang, så vi kan få udvidet vores horisont, fortæller Sanne Busk Hansen om, hvordan hun inspirerer børnene i Egense til at være mere nysgerrige på mad og især fisk.

 

Fisker kom med østers

Sanne Busk Hansen er ikke bange for at gå forrest, når der bliver serveret de lidt mere særegne madoplevelser, hvor også hun ender med at komme på udebane.

Det er for eksempel sket, da en lokal fisker kom forbi med en portion østers til smagning.

- Hvis det ikke havde været for en fisker ude i børneklubben, så havde jeg aldrig smagt østers. Så nu har alle børnene også smagt på sådan en, men de var ikke særlig vilde med det. Vi både grillede og kogte dem, men det var ikke et hit, men det vigtige var, at børnene smagte dem, fortæller hun.

 

Fanger rejer og søpølser

Den lokale madmor vil så vidt muligt gerne have børnene med ud og fange nogle af de dyr, de skal spise. De har blandt andet været ude og fange rejer, der efterfølgende blev kogt og spist med stor begejstring.

Men ikke alt, som Sanne Busk Hansen har lokket børnene til at fange for at spise, er endt i deres små maver.

- Vi havde naturskattejagt, hvor vi skulle fange søpølser, som så skulle spises. Men nogle af drengene sagde helt umotiveret og fyldt med begejstring, at søpølserne lignede små tissemænd. Så stod jeg der som den voksne i selskabet og kunne ikke skælde dem ud, for de havde jo ret, griner den ene af de tre nominerede til Årets Stjerneskud, når hun forklarer, hvorfor børnene i Egense Sejlklub ikke får serveret søpølse, selvom det er en delikatesse i flere lande.

Læs mere om:

Flere Nyheder