Pressemeddelelse: DFPO og DPPO ser med bekymring på ny CO2-skat

Konsekvenserne ved ensartet CO2-skat vækker bekymring hos DFPO og DPPO

Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation ser
med stor bekymring på konsekvenserne ved at indføre en ensartet CO2-afgift,
der omfatter dansk fiskeri. Derfor har Danmarks Fiskeriforening og Danmarks
Pelagiske Producentorganisation fået udarbejdet en rapport hos Implement
Consulting Group, der beskriver konsekvenserne for dansk fiskeri ved at
indføre en CO2-afgift.

 

Rapportens konklusioner: 

* Dansk fiskeri har siden 1992 reduceret sin CO2-udledning med 62 procent, og tegner
sig for 0,4 procent af Danmarks samlede udledning af CO2. Indfører man en CO2-afgift
på fiskeriet, vil Danmarks samlede CO2-udledning falde med 0,05 procent.

* Det anslås, at en CO2-afgift samlet vil berøre 1.600 arbejdspladser, som primært er
placeret i Nord- og Vestjylland. Konsekvenserne rammer dermed i lokalområder, hvor
der er færre jobmuligheder og hvor fiskeriet har stor betydning.

* En C02-afgift vil betyde, at en tredjedel af det danske fiskeri bliver ulønsomt, og sådan
en afgift vil ramme små og mellem store fartøjer hårdest.

* CO2-besparelsen ved at indføre en CO2-afgift i dansk fiskeri er yderst begrænset, da der er tale om en lækageudsat sektor. 60-70 procent af CO2-besparelsen er lækage. Det
skyldes, at 82 procent af fiskernes brændstofforbrug vil kunne tankes i udlandet kombineret med, at fiskeriet er en konkurrenceudsat sektor, der mister eksportandele, hvis en dansk afgift er betydeligt højere end i andre lande.

* Med en CO2-afgift på 600-750 kr. per ton CO2, er det billigere for fiskeren at betale
afgiften frem for at investere i mere klimaeffektive løsninger. Det skyldes, at det i dag koster fiskeren ca. 2.200-2.600 kroner at reducere sin CO2-udledning med et ton. Derved kommer en C02-afgift ikke til at omstille erhvervet, hvilket ellers er intentionen.

 

Klimaindsatsen i dansk fiskeri

I Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation
har vi i årevis arbejdet med at omstille fiskeriet og reducere fiskeriets CO2-aftryk.
Vi er klar til at fortsætte den omstilling. Vi vil nå målsætningen om 70 procent
CO2-reduktion i 2030, og vi har i det blå klimapartnerskab forpligtet os til at arbejde
hen imod et CO2-neutralt fiskeri i 2050.

Danske fiskere forpligter sig til at nå målsætningen om 70 procent CO2-reduktion fra 1990 til 2030.

* Fiskerierhvervet har reduceret CO2-udledningen med 62 procent siden 1990, og er blot 8 procent fra at nå målsætningen om 70 procent CO2 reduktion i 2030. For at nå 2030-målet skal brændstofforbruget sænkes med ca. 21 millioner liter fra 2019 til 2030.
Energistyrelsen forventer i den seneste klimafremskrivning, at fiskefartøjernes energiforbrug vil falde med 11 procent frem mod 2030. Det svarer til en besparelse på 11 millioner liter brændstof. Dermed skal der gennemføres yderligere tiltag, der kan
sikre reduktioner svarende til cirka 10 millioner liter brændstof for at nå målsætningen.
* Et fiskefartøj har traditionelt en lang levetid. For at nå 2030-målet vil vi sikre, at
fartøjerne i dansk fiskeri bliver endnu mere klimaeffektive. Bl.a. ved systematisk brug
af energieftersynsordninger, der sikrer, at det enkelte fartøj får et overblik over,
hvordan det kan reducere sin CO2-udledning og kan indrette fartøjet derefter.
* Det er ikke forventningen, at der kan anvendes elmotorer i dansk fiskeri i den nærmeste fremtid. Som et første skridt mod øget elektrificering vil, vi arbejde for, at fartøjer, der ligger til kaj i de danske fiskerihavne, kan anvende el fra vedvarende energikilder som vindkraft, mens de ligger til kaj. I dag er fartøjerne nødt til at anvende energi fra fartøjets egen motor.
* Erhvervet vil derudover arbejde for, at C02-reduktionerne kan findes gennem en
reduktion af den samlede danske fiskeflåde. Det vil bl.a. ske som følge af de ophugningsrunder, som gennemføres i dansk fiskeri inden udgangen af 2023.
* Vi vil arbejde for de nødvendige ændringer af de EU-regler på fiskeriområdet, der i dag
udgør barrierer for at tage ny og klimavenlig teknologi i brug. Det gælder eksempelvis
kapacitetsregler, redskabsregler og regler for fangstområder.

Danske fiskere er CO2-neutrale i 2050

* Derfor fortsætter vi også efter 2030 ad det spor, som vi følger i dag. Og når den teknologiske udvikling sikrer mulighed for bedre brændstofudnyttelse, muligheden for alternative brændstofkilder, som power-to-X og ikke mindst større grad af elektrificering af dansk fiskeri, så byder vi naturligvis ind. Vi vil naturligvis tage aktivt del i at drive udviklingen af ny teknologi, og vil følge udviklingen i beslægtede industrier nøje.
* Samtidig vil Danmarks Fiskeriforening PO og Danmarks Pelagiske PO arbejde videre med en konkret plan for at nå målsætningen om at være CO2-neutrale i 2050.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...