Restaurant Lilleheden vandt ’Årets Sild’ – igen

Trods et stjernespækket kokkefelt blev det en gammel kending, der vandt konkurrencen ’Årets Sild’. Nu skal vindersilden på glas og ud på supermarkedernes hylder

Der var trængsel blandt koryfæer og stjerner, da topkantiner og restauranter som Møntergade og Værdsat dystede i disciplinen ’bedste sildeopskrift’ søndag på Nordsøen Oceanarium.

Alligevel var det en gammel kending, der bragede igennem konkurrencen, hvor dommerne, der blandt andet bestod af mesterkokken Bo Jacobsen og madbloggeren Rasmus Palsgaard, både skulle blindteste selve sildene og smage anrettede stykker med garniture.

Vinderen var nemlig kokken Ejvind Kjeldsen Jensen fra Restaurant Lilleheden – igen, igen kan man roligt sige. For Hirtshals-restauranten er nu 11-dobbelt vinder af den prestigefyldte pris, der har været uddelt siden 2000.

– Jamen, jeg havde åbenbart den bedste sild. Det er jeg simpelthen så stolt af, for det var mesterkokke, jeg var oppe imod, griner Ejvind Kjeldsen Jensen, der i år havde krydret de gammeldags modnede sild med saft og skal fra lime, rosa peber, fennikelfrø og laurbærblade.

Andenpladsen gik til den nye Wassim Hallal-ejede restaurant ANX i Aarhus, der forsøgte sig med en nordjysk sild med østersvand fra Limfjordsøsters, peberrod og blæretang. Tredjepladsen gik til Restaurant Norrlyst i København, der bød på en mere klassisk sild med krondild, æble og rosenpeber.

I dommerpanelet sad også Anette Ladefoged, der er adm. direktør i Tenax Sild, der også omfatter brandet Lykkeberg 1899. Alle deltagerne fik gammeldags modnede saltsild fra Lykkeberg 1899 som råmateriale, men de skulle selv udvande silden og marinere den. Og det var lige præcis udvandingsdisciplinen, som Restaurant Lilleheden mestrede til perfektion, forklarer Anette Ladefoged.

 

Vinderen kommer i køledisken

– Der var mange fine tilsmagningskombinationer og flotte anretninger i årets konkurrence. Men Lilleheden vandt suverænt i blindtesten, hvor udvandingen af silden er altafgørende, siger hun.

Ud over en check på 15.000 kr. kommer vinderen af Årets Sild også i Lykkeberg 1899’s sortiment og ender på supermarkedernes hylder i 2023.

– Det arbejde går vi i gang med nu, men jeg tror, det bliver nemt, for det er nogle meget enkle og klassiske smage, som rammer rent blandt sildeelskere, siger hun.

Kan man ikke vente til 2023, kan man allerede smage vindersilden på Restaurant Lilleheden i Hirtshals fra denne uge.

Konkurrencen er et samarbejde mellem Hirtshals Fiskefestival, Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Nordsøen Oceanarium og Tenax Sild.

Forskere og fiskere tester nedbrydelige fiskenet i Hirtshals

Fiskeri er en kilde til plastikaffald i havene, blandt andet på grund af tabte eller ødelagte fiskenet, der typisk er lavet af nylon eller...

Forskere og fiskere tester nedbrydelige fiskenet i Hirtshals

Fiskeri er en kilde til plastikaffald i havene, blandt andet på grund af tabte eller...