Brobygger mellem fiskeri og forskning

Jørgen Dalskov, der er cheffiskerikonsulent ved DTU Aqua, takker af efter knap 50 år i fiskerirådgivningens tjeneste

Blandt DTU Aquas mange forskere og biologer skiller cheffiskerikonsulent Jørgen Dalskov sig ud.

Han ved uden tvivl meget om fisk og fiskeri, men hvor kollegaerne nørder med svære beregninger og biologiske analyser, så har Jørgen Dalskov de pragmatiske og praktiske briller på.

Han er bindeleddet. Brobyggeren, som sikrer, at DTU Aquas viden og forskning bliver brugt i fiskeriforvaltningen.

– Den viden og den forskning der kommer fra universiteterne, skal jo gerne bruges til noget. Vores viden skal ud at have mening og være nyttig, for eksempel når politikerne tager beslutninger, forklarer Jørgen Dalskov, som efter knap 50 år i fiskerirådgivningens tjeneste takker af.

Han stopper officielt ved udgangen af april, og 30. marts holdt han afskedsreception.

Helt konkret varetager Jørgen Dalskov den daglige koordinering mellem DTU Aqua og nationale og internationale myndigheder. Hvis for eksempel der kommer en forespørgsel fra ministeriet, så er det ham, og nu hans efterfølger Anja Gadgård Boye, der sikrer dem et svar.

På samme måde koordinerer han arbejdet som ”National Correspondent” for Danmark. Når EU-landene mødes for at koordinere og udvikle dataindsamling, som i sidste ende danner grundlag for den biologiske rådgivning, er det cheffiskerikonsulenten, Danmark sender.

Gennem årene har Jørgen Dalskov også arbejdet med dataindsamling og dataoparbejdning og –behandling. Han har deltaget i en lang række af Det Internationale Havundersøgelsesråds bestandsvurderingsekspertgrupper og ekspertgrupper vedr. udvikling af dataindsamlingsmetoder, aldersbestemmelser, kvalitetssikring og databaser. I EU-regi har han været en af hovedaktørerne bag EU’s første dataindsamlingsforordning, og herhjemme har han også bidraget med rådgivningsopgaver primært for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og for Fiskeristyrelsen.