René Christensen vil udrydde gamle myter om opdrætsfisk

Som ny direktør i Dansk Akvakultur vil René Christensen skaffe de stemmer til Akvakulturen, han ikke selv fik nok af til Folketingsvalget

Det tidligere folketingsmedlem René Christensen har kun lige sat sig til rette i direktørstolen hos brancheforeningen Dansk Akvakultur.

Ved Folketingsvalget i efteråret 2022 opnåede hans parti, Dansk Folkeparti, kun et mandat i Sjællands Storkreds. Det gik til partiets stifter Pia Kjærsgaard, og dermed stod næstformanden uden både mandat og job.

– Jeg fik hurtigt tilbudt job i partiet, som jeg var glad for. Men da jeg fik tilbuddet om at blive direktør i Dansk Akvakultur, var jeg ikke i tvivl. Jeg er jo ikke den eneste politiker på det seneste, der har fået job i organisationslivet, og jeg tror, det bliver en rigtig spændende opgave, jeg får med at varetage interesserne for Dansk Akvakultur. Forhåbentlig kan jeg være med til at skabe vækst for organisationens medlemmer, siger René Christensen til VBF Medier.

 

Nye toner i regeringsgrundlaget

Til det formål forventer den nyudnævnte direktør, at han kan have stor gavn af det politiske netværk, han har skabt, siden han i 2008 første gang blev valgt til Folketinget.

– Min viden om akvakultur er på helikopterniveau. Men jeg har været miljøordfører i mange år og også været med til at lave vækstplaner for opdrætsfisk, som desværre ikke er blevet til så meget. Den tidligere miljøminister Lea Wermelin var meget kategorisk afvisende overfor havbrug, men jeg ser nye toner i regeringsgrundlaget, som kan og skal komme opdrætserhvervet til gode, siger René Christensen.

Han mener, at det i sidste ende handler om, hvilke erhverv der skal have lov til at udlede de mængder kvælstof og fosfor, som der er hjemmel til.

– Det er lige meget, om du producerer fisk eller trillebøre, så har din produktion en påvirkning. Vi skal ikke have – og får heller ikke – større udledningskvoter, for vi skal passe på vores vandmiljø. Derfor er akvakulturen selvfølgelig i konkurrence med andre erhverv om de kvoter, der er til rådighed. Der skal vi blive bedre til at indgå i dialoger på tværs af og finde de løsninger, der giver bedst mening for samfundet, for miljøet, for klimaet, for naturen og for økonomien, siger René Christensen.

 

 

Der er brug for naturens vogtere

Til det formål vil René Christensen først og fremmest arbejde for at få udryddet gamle myter og forestillinger om fiskeopdrættet.

– Erhvervet lever under en bredt udbredt – men forældet – forestilling om produktionsforhold og miljøpåvirkning fra fiskeopdræt i hav- og dambrug. Der har været en ide om, at det hele bare skulle op i landbaserede anlæg, så var alt godt. Sådan er det ikke, og det skal vi og vores medlemmer sørge for at få fortalt, siger direktøren.

Han vil i den kommende tid ud og besøge organisationens medlemmer og have interessenterne på Christiansborg og i NGO’erne med ud .

– Vi skal vise virkeligheden frem. Også gennem en rigtig god skoletjeneste, så den kommende generation også får viden om opdræt i vand, siger direktøren.

Han forventer dog ikke, at det kan føre til enighed om alle punkter.

– Jeg har stor respekt for eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, for der er brug for, at der er nogle, der engang imellem fortæller os, der næsten kun har vækst i hovedet, at der også er andre væsentlige hensyn at tage. Jeg kender organisationens præsident Maria Reumert Gjerding særdeles godt, og det er mit indtryk, at hun også har drevet organisationen i en retning, hvor man kan samarbejde med andre om de ting, man kan blive enige om. Det har både Fiskeriforeningen og Landbrug & Fødevarer været gode til, og det vil jeg også gøre mit til, at vi kan gøre mere af også med andre parter, siger René Christensen.

 

Verden vil spise mere fisk

En af de positive historier, René Christensen rigtig gerne vil fortælle mere om, er den lave klimapåvirkning, animalske proteiner fra opdrætsfisk giver i sammenligning med andre former for animalske fødevare.

– Det er en meget vigtig pointe, for med den globale befolkningstilvækst og en heldigvis voksende middelklasse, skal og vil verdens forbrug af fisk vokse stærkt. Det kan de naturlige fiskebestande slet ikke levere, og derfor skal opdrættet udvikles globalt. Den danske akvakultursektor er ekstremt stærk og langt fremme i hele kæden fra forskning til forarbejdning, og det skal vi have fortalt og udnyttet bedre, så den danske ekspertise kan komme verden til gode og skabe arbejdspladser og skatteindtægter herhjemme, siger René Christensen.

Han glæder sig nu til i den kommende tid at besøge så mange som muligt af Dansk Akvakulturs 70 medlemsvirksomheder, der tilsammen omsætter for omtrent halvanden milliard kroner årligt.

– Det bliver en stejl læringskurve, og jeg glæder mig til at høre mere om den dybe faglighed, de repræsenterer. Det er den, vi skal have ud at leve og jeg er sikker på, at medlemmernes faglige stolthed vil være et stærkt kort for udviklingen af hele den danske sektor for akvakultur. Der er heldigvis flere muligheder end udfordringer, og jeg glæder mig til arbejdet, siger René Christensen.

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene er forsvundet i de indre farvande

Formand for Grenaa Fiskeriforening: – Hvad er grunden til, at der ikke er fisk i de indre farvande?

I Grenaa Fiskeriforening mener formanden ikke, at man kan give trawlfiskerne skylden for at fiskene...