Jakob Clausen var forleden i Go’ aften Live, hvor han diskuterede opdrætsfisk med fiskeriminister Jacob Jensen. Nu inviterer han til en ny omgang – denne gang i et podcaststudie på havnen i Aarhus.
Det skriver han i et opslag på Facebook.
Til debatten i et særligt podcaststudie på havnen i Aarhus, der har Jakob Clausen inviteret både fiskeriministeren, men også hans ministerkollega Magnus Heunicke (S), der er miljøminister, med.
I sin invitation skriver fiskehandleren:
”Nu er I begge (Heunicke og Jensen) meget stolte af jeres nye udspil, så derfor er det også nødvendigt, at I begge ønsker at stille op og tage en debat med mig. Derfor vil jeg gerne have, at I i fællesskab finder en dato, hvor I har tid til at komme til Århus og snakke om fisk med en fiskemand.
Det kommer til at foregå således, at jeg får min produktion til at etablere et “podcast”-studie på havnen i Århus, hvor vi afsætter 5 timer til at snakke hele denne problematik igennem i fællesskab mellem Jakob Clausen, Magnus Heunicke og Jacob Jensen. Det bliver ikke redigeret andet end pauser – konteksten vil ikke blive klippet i – og efterfølgende vil vi gøre det tilgængeligt for forbrugeren, så de kan få et indblik i denne problematik, som har været i medierne den seneste måneds tid.”
Emnerne som fiskehandleren gerne vil have til diskussion er blandt andre det generelle syn på den danske fødevareproduktion inden for opdrættet fisk samt det danske fiskeri generelt.
Hvis de to ministre ikke kan finde tid til at komme til Aarhus for at tage debatten, så har Clausen meldt ud, at han sagtens kommer til København.