Danmarks Fiskeriforenings pengemand går på pension

Lange dage uden budgetskemaer, store beslutninger og uendelige mængder af e-mails, men med masser af tid til at grille, rejse og nyde familien, er lige straks Ivans hverdag

Foto: Arkiv

I 2009 forlod Ivan Krarup Jensen bankverdenen i Aarhus for at arbejde for Danmarks Fiskeriforening. Det er siden blevet til 16 år, hvor han har dedikeret sig til arbejdet for og med de danske erhvervsfiskere. Det er også blevet til 16 år, hvor han har slidt to Golf ’er og en god del af E45 op på at pendle mellem Aarhus og Taulov.

– Det er nok blevet til omkring 500.000 kilometer i alt. Hvis jeg regner lidt på det, har jeg siddet uafbrudt i en bil i cirka 200 døgn – eller hvad der svarer til knap tre årsværk. Men det har givet mig tid til at tænke over tilværelsen og nyde de mange anlægsarbejder på E45. Jeg kommer dog ikke til at savne motorvejen, fortæller han.

Men nu er det ved at være slut med pendling, for Ivan Krarup Jensen har besluttet, at tiden er inde til at vinke farvel til E45, Taulov og fiskerne. Nu vil han nyde, at han har sidste arbejdsdag i dag d. 24. juni.

Fremtiden for fiskeriet

Ivan Krarup Jensen har set lidt af hvert i sin tid i foreningen – og han tør godt give sit bud på, hvordan fremtiden kan komme til at se ud for dansk fiskeri.

– Jeg ser fortsat en god fremtid for dansk fiskeri, hvis man formår at omstille sig. Det er vanskeligt med de mange ændringer, der vælter ind over fiskeriet – som Brexit og Trump som præsident. Derudover er fangstpladser blevet indskrænket, og fiskerimetoder udelukket af beskyttelsesmæssige hensyn, selvom den primære årsag til faldende bestande kan være CO2-udledning fra by og land, udlægning af havområder til vindmølleparker osv., siger han.

Han mener, at fiskerne er omstillingsparate, hvilket man kan se i landingstallene: I 2024 blev der landet fisk for godt tre milliarder kroner – på trods af store udfordringer.

– Det er altså muligt at få det til at hænge sammen. Og andre har heldigvis fået mulighed for at trække sig ud af fiskeriet på en nogenlunde fornuftig måde. De, der er klar på, at de næste ti år kan bringe lige så mange udfordringer, vil bringe fiskeriet videre – og få en fornuftig forretning ud af det, siger han og tilføjer:

– Fisk er jo en fantastisk fødevare, som kan mange ting. Man kan næsten ikke tænde for tv’et og se Masterchef eller andre madprogrammer, uden at fisk er på menuen. Og i en urolig tid med oprustning er der mindst lige så stort fokus på fødevareforsyningssikkerhed. Krudt og kugler går hånd i hånd med sunde fødevarer.

Mødt mange gode mennesker

I de seneste 16 år har Ivan Krarup Jensen arbejdet trofast for dansk erhvervsfiskeri og har fulgt branchen gennem både op- og nedture. Han fortæller, at uretfærdighed er noget, han har svært ved at acceptere – og netop uretfærdighed har fiskeriet oplevet på det seneste.

– Det er noget af det, der enten kan få mig til at tænde af eller gøre mig ked af det, hvis jeg eller andre ikke kan gøre noget ved det. Når jeg tænker tilbage, bliver jeg faktisk dybt berørt over, at politikere og interesseorganisationer af mere eller mindre populistiske grunde – uden belæg i fakta – sviner fiskeriet til og er med til at fjerne grundlaget for at drive et sundt og bæredygtigt fiskeri, siger han og fortsætter:

– Det er simpelthen ikke i orden, at samfund og gode folk langs kysten, som i årevis har skabt værdi, arbejdspladser og leveret sunde fødevarer til Danmarks og EU’s befolkning, udskammes og nedgøres i politiske magtkampe – eller i kappestriden om at være mest grøn for at kapre stemmer i de store byer.

Men årene i DFPO har også bragt stor glæde, og han tænker tilbage på de mange mennesker, han har mødt og arbejdet sammen med.

– Jeg har mødt mange med fine titler og lange uddannelser i min tid i bankverdenen, og jeg har respekt for, hvad de har udrettet. Men jeg har mindst lige så stor respekt for fiskeren, fiskeskipperen, lærlingen og konen derhjemme, der holder hjulene i gang i de lokale havne og skaber værdi for hele samfundet.

– Jeg tænker også med stor glæde tilbage på de mennesker, jeg har arbejdet sammen med i DFPO. Mange forskellige kompetencer og personligheder er samlet i organisationen, og det har givet en stor spændvidde og en meget spændende hverdag. Jeg har haft privilegiet af at være ’pladsmand’ i Taulov, så jeg har haft et tæt forhold til alle de dejlige mennesker der gennem årene. Det samme gælder fiskernes repræsentanter i bestyrelsen – en stor fornøjelse. Overordnet er det de mange gode relationer, jeg tager med mig herfra, når jeg stopper.

Fremtidens Ivan

Nu har han givet sine bud på fremtiden for dansk fiskeri. Men hvad venter for ham selv, når han ikke længere skal møde ind i Taulov og jonglere med tal?

– Jeg starter med at blive skilt – vel at mærke fra min Golf. Det bliver svært, det erkender jeg, men det er nødvendigt. Vi har haft mange gode år sammen, men nu skal det være slut. Kroppen skal også rettes ud og styrkes, og skuldrene skal sænkes.

– I første omgang skal min tid dedikeres til Inger, børn, svigerbørn og den voksende flok af børnebørn. Fiskegrejet skal nok også støves af. Der er mange steder i verden, jeg gerne vil se og gense, og det bliver fantastisk at kunne rejse uden for højsæsonen. Hvis der dukker spændende opgaver op – inden for fiskeriet eller på andre interessante områder – og det passer ind i mit nye liv, vil jeg bestemt ikke afvise det, siger Ivan Krarup Jensen, der har sidste arbejdsdag den 24. juni.

Et stort farvel og tak for samarbejdet lyder det fra alle ansatte i Danmarks Fiskeriforening, bestyrelsen og samarbejdspartnere, som samtidig ønsker ham en glædelig pension og alt godt i fremtiden.