Kerteminde Havne & Marina har sat sit isværk til salg efter 18 års tro tjeneste.
Man har nået et punkt, hvor vilkårene for fiskeriet betyder, at havnen ikke længere har brug for et isværk, og man forventer heller ikke til at få det igen.
– Der er jo ikke nogen af dem, vi taler med, som ser en fremtid, hvor fiskeriet kommer tilbage på magisk vis i og omkring Kerteminde, siger havnemester Søren Therkelsen.
– Vi har et isværk, som er velfungerende, og som ikke har mange timer på bagen, og som dermed måske også har en værdi for nogen. Så vi håber at få det videre, mens det kan gøre gavn.
Ifølge Søren Therkelsen har der allerede været et par henvendelser på isværket, men intet er konkret endnu.
Potentielle købere har frem til 2. februar til at afgive et bud på isværket, og buddet skal mindst lyde på 150.000 kroner. Der er mange parametre, der skal overvejes som køber, og derfor forventer havnemesteren heller ikke, at folk står i kø for at byde.
– Vi håber, at der er nogle, der kan se det som et supplement eller reservedele til eget isværk eller måske til opstart af ny produktion, siger Søren Therkelsen.
– 150.000 kroner er mange penge, hvis man ikke direkte har brug for et isværk, men bare vil lægge det på lager til reservedele. Men det er jo forholdsvis få penge, hvis man ser på værdien af maskinerne – selv efter afskrivning. Så det er en god handel, men kun hvis der er en køber, der kan udnytte værdien i den anden ende.
Fiskerihavn i afvikling
Salget af Kertemindes isværk har en større betydning end som så. Det er nemlig et eksempel på udviklingen – eller snarere afviklingen af fiskerihavnen i byen.
Søren Therkelsen anerkender, at man som havn og kommune er i en proces, hvor man taler afvikling, når det handler om fiskeriet og fiskerihavnen.
– Det er jo trist, og det er et tydeligt tegn på fiskeriets tilstand i de indre danske farvande, hvor der ikke er ret mange, der tror på en stor fremtid, siger han og understreger, at det desværre gælder både den nuværende og næste generation.
– Havnen forfalder jo i samme takt, så det er både et udtryk for fiskeriets beskaffenhed og en bekymring for, hvordan vi fremover skal finansiere vedligeholdelsen og sikre en sikker og brugbar havn.
Havnemesteren peger på, at på trods af Kertemindes beliggenhed var det engang en ”relativ stor fiskerihavn”, som genererede store indtægter til både havnen og kommunen.
Du kan læse meget mere om isværket, finde udbudsmaterialet og se billeder af det på Kerteminde Havne & Marinas hjemmeside.