– Dem, jeg har allermest ondt af, er ålefiskerne, for det er deres levebrød. Jeg synes, det er utilstedeligt, at de ikke kan få svar på deres ansøgninger om licenser.
Sådan lyder det fra direktør og indehaver af Frydendahl, Brian Skovgaard.
Virksomheden producerer blandt andet åleruser, og den mærker derfor også konsekvenserne af den usikkerhed, der har præget ålefiskeriet i længere tid.
– Vi har et varelager på omkring tre millioner kroner, som har med ålefiskeriet at gøre, og som står stille, siger han.
Konsekvenserne mærkes bl.a. på virksomhedens fabrik i Malaysia, hvor medarbejderstaben er blevet reduceret fra 55 til 30 ansatte i løbet af det seneste år.
– På grund af de her restriktioner på ålefiskeriet i Danmark kører fabrikken med underskud, og det har den faktisk gjort de sidste par år, siger Brian Skovgaard.
En eventuel lukning af fabrikken vil ifølge direktøren medføre betydelige ekstraomkostninger på grund af lokale regler om godtgørelse til medarbejdere.
Sælger til Tyskland
Frydendahl afsætter en del af sine åleruser til Tyskland, hvor ålefiskeri fortsat er tilladt.
– Vi får afsat noget af vores lager til Tyskland, men det er ikke sådan, at vi tjener penge på det. I bedste fald taber vi bare ikke penge, siger Jess Rasmussen, der er sælger i virksomheden, og som har arbejdet med ålegrej siden 1990.
Han peger også på, at det tyske marked ikke kan opveje bortfaldet af det danske.
Åleruserne til Tyskland er nemlig ikke identiske med dem, der bruges i Danmark, og produktionen af åleruser planlægges lang tid i forvejen og kan være undervejs i op mod halvandet år.
– Derfor kommer vi til at ligge inde med en masse åleruser, fordi produktionen blev sat i gang allerede sidste år, siger Jess Rasmussen.
Frygter flere konsekvenser
Hvis der fortsat ikke bliver udstedt ålelicenser, frygter Brian Skovgaard, at konsekvenserne vil vokse.
– Så bliver vi nødt til at afskedige vores medarbejdere i Malaysia og formentlig også nogle stykker i Danmark, og det ville være frygteligt, siger han.
Ifølge direktøren vil en lukning af fabrikken i Malaysia og den manglende afsætning af virksomhedens lager af ålegrej koste mindst fem millioner kroner.
Han frygter samtidig, at Danmark mister en særlig del af sin fiskerikultur.
– Ålefiskeri er ikke noget, man bare lige lærer. Det er et håndværk, som ofte går i arv gennem generationer, og det er en kulturarv, vi risikerer at miste, siger Brian Skovgaard.