Fisk og skaldyr er i dag en af de vigtigste kilder til animalsk protein for mere end tre milliarder mennesker i verden.
Det fastslår en ny rapport fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), som viser, at den globale produktion af fisk og skaldyr nåede op på 235 millioner tons i 2024.
Rapporten viser også, at der globalt bliver overfisket på 37,6 procent af fiskebestandene.
I Nordøstatlanten, som blandt andet omfatter Nordsøen, danske farvande og Østersøen, er situationen dog bedre end mange andre steder i verden. Man vurderer, at 67 procent af landingerne herfra kommer fra biologisk bæredygtige bestande.
– I Nordsøen er det en række bestande, som vurderes til at være biologisk bæredygtige, og som derfor er dækket af MSC-certificeringer. Det er for eksempel sild, rødspætte, kuller, kulmule, jomfruhummer og hesterejer. Der er også en bestand som hvilling, der har det rigtig godt, og hvor der er mulighed for at fange langt mere, end man gør i dag, siger Morten Fristrup, der er landechef for MSC i Danmark, og tilføjer:
– Rapporten peger på to ting: at god fiskeriforvaltning gør en forskel, og at manglende politisk enighed kan få alvorlige konsekvenser.
FAO fremhæver i sin rapport blandt andet tunfiskeriet som en af de store succeshistorier, hvor mere end 99 procent af de globale tunlandinger i dag kommer fra biologisk bæredygtige bestande.
MSC arbejder globalt for at fremme bæredygtigt fiskeri gennem verdens førende certificerings- og miljømærkningsprogram for vildtfanget fisk og skaldyr.
Morten Fristrup fremhæver det gode samarbejde omkring Nordsøen.
– Der er en tradition for at samarbejde om fiskeriet omkring Nordsøen. Det er MSC-certificeringerne af det fælles demersale fiskeri i Nordsøen og sildefiskeriet i Nordsøen gode eksempler på, siger Morten Fristrup.