COVID-19: Foodexpo udsættes til foråret 2021

Nordens største fødevaremesse, Foodexpo, flyttes nu til 21.-23. marts 2021
af Claus Kirkegaard
30 apr 2020

Mange messer og udstillinger er på grund af COVID-19 blevet aflyst eller udskudt i dette forår.

Nu er turen så kommet til Nordens største fødevaremesse - Foodexpo, som er blevet udskudt til den 21. - 23. marts 2021, skriver arrangøren af messen - MCH Messecenter Herning i en pressemeddelelse.

Foodexpo arrangeres af MCH i samarbejde med de 13 førende brancheforeninger og -organisationer - herunder Danske Fiskehandlere - der repræsenterer såvel messens udstillere som besøgende. Udsættelsen sker efter ønske og med fuld opbakning fra samtlige samarbejdspartnere.

Opbakningen er altafgørende

Den store opbakning fra samarbejdspartnerne og den store fælles arbejdsindsats i forhold til udsættelsen af Foodexpo glæder ledelsen i MCH.

- En messe skal til enhver tid afspejle en branches ønsker og behov. På Foodexpo har vi mange brancher samlet, og vi har derfor i fællesskab arbejdet indgående på at nå frem til det rigtige tidspunkt for messen. Vi takker de 13 brancheorganisationer og -foreninger for den gode og tætte dialog. Deres opbakning er altafgørende for Foodexpo, siger administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen.

Foodexpo finder sted 21.-23. marts 2021 i MCH Messecenter Herning.

Foodexpo er Nordens største fødevaremesse og afholdes fremover i de ulige år i MCH Messecenter Herning, og i de lige år gennemføres Madværkstedet i København, næste gang i 2022.

Fagmessen arrangeres i samarbejde med HORESTA, MLDK - Mærkevareleverandørerne, DF - Danmarks Fiskehandlere, Fødevareklubben, Kost & Ernæringsforbundet, LBI - Leverandørforeningen for Bagerimaskiner og inventar, BKD - Bager- og Konditormestre i Danmark, De Samvirkende Købmænd, DSM - Danske Slagtermestre, Nærbutikkernes Landsforening, BFS - Foreningen for Storkøkkenudstyr, BKC - Branchen for Kaffe- og Convenienceløsninger samt Foreningen Kantine & Køkken.

Seneste messe i 2018 blev besøgt af flere end 26.000 fagfolk fra såvel ind- som udland. Dette års Foodexpo skulle oprindeligt have været gennemført 22.-24. marts 2020 med flere end 550 udstillere og et rekordstort aktivitetsprogram med blandt andet 29 forskellige fagkonkurrencer. MCH og medarrangørerne arbejder intenst på at videreføre programmet til næste år.

Følg med på www.foodexpo.dk for løbende opdateringer.

Læs mere om:

Flere Nyheder