Eigil Madsen har bygget fiskefartøjer i 50 år

Over 200 fiskefartøjer har Eigil Madsen på sit CV som skibsbygger
17 jun 2020

af Nancy Frich

50 år er gået siden Eigil Madsen for første gang trådte ind hos Skibsbyggeriet Johs. Kristensen i Mamrelund i Hvide Sande for at starte på uddannelsen som skibstømrer.

Her blev det til omkring 50 nybygninger. Og sidenhen 150 fartøjer, efter Eigil og makkeren Ernst Kristensen rykkede til Vestværftet. 

Altså 50 travle år, hvor han som skibstømrer har været vidne til radikale ændringer og stor udvikling - bl.a. fra træ til stål: 

- Træ er et dejligt materiale at arbejde i, men rationelt set, er der virkelig meget og dyr vedligeholdelse på et træskib. Stålskibe skal selvfølgelig også passes med maling, men slet ikke i samme omfang. Jeg fik de nødvendige kurser i svejsning, og lynhurtig blev jeg dus med alt det nye, og nu er jeg såmænd lige så glad for at arbejde i stål og aluminium, som jeg var for træarbejdet, lyder det med tilfredshed fra den snart 66-årige skibstømrer, om rejsen og udviklingen inden får skibsbyggeri:

- Der har altid været nok at se til, opgaverne har været forskelligartede, og der er altid blevet vist tillid og respekt for arbejdet, som blev udført. Der har altid været en god tone og et godt arbejdsmiljø.

Efter 50 år er Eigil nu også så småt begyndt at vænne sig til tanken om, at vækkeuret ikke nødvendigvis behøver at ringe klokken seks. Forude venter nemlig pensionistlivet sammen med familien på Geflevej.

Flere Nyheder