Fisk og skaldyr glimrer ved deres fravær i nye kostråd

Fiskeriministre glemmer fisk og skaldyr i pressemeddelelse om principperne for de nye kostråd
af Claus Kirkegaard
25 feb 2020

Fødevarestyrelsen arbejder på at udvide de officielle danske kostråd, så de udstikker principperne for en både sund og bæredygtig kost.

I den forbindelse har Miljø- og Fødevareministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet udsendt en fælles pressemeddelelse, som netop sætter fokus på, at de danske forbrugere skal være bedre til at vælge kost med mindre klimaaftryk.

Her nævnes der blandt andet kylling i stedet for oksekød samt kartofler i stedet for ris.

Se pressemeddelelsen her

Men ikke et ord om fisk og skaldyr, som har noget af det laveste klimaaftryk samtidig med, at dansk fisk bliver fanget bæredygtigt med omkring 90 procent af de danske arter, der er udstyret med MSC-certifikat.

Det er ret bemærkelsesværdigt i og med, at afsenderne af pressemeddelelsen er både den nuværende og den tidligere fiskeriminister, nemlig Mogens Jensen (S) og Dan Jørgensen (S).

Pressemeddelelsen nævner også, at sund mad er blandt de vigtigste faktorer, når det kommer til at bekæmpe overvægt og livsstilssygdomme såsom type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft.

Igen overser pressemeddelelsen fisk og skaldyr i den sammenhæng.

Der er efterhånden ingen tvivl om, at fisk og skaldyr er vigtige, da de netop indeholder blandt andet de vigtige Omega3-fedtsyrer, protein, D-vitamin, jod og selen.

Anbefalingen fra Hjerteforeningen og andre steder lyder da også på, at man skal spise mindst 350 gram fisk om ugen.

Så det kan undre, at en nuværende og forhenværende fiskeriminister lægger navn til en pressemeddelelse, som skal få de danske forbrugere til at lægge deres kost om til sundere og mere bæredygtig kost, helt uden at nævne fisk og skaldyr!

Danskerne kan forvente at møde kampagnen ”Madglade klimatips” i foråret 2020, mens de nye kostråd bliver lanceret i januar 2021.

 

 

Læs mere om:

Flere Nyheder